Spring til indhold

Gennemførelse og opfølgning

Med henblik på effektiv implementering iværksættes en styregruppe for Kongerigets arktiske strategi, styrket udenrigspolitisk koordination og samarbejde, samt styrket public diplomacy/offentlighedsarbejde vedr. Arktis.

Kongerigets strategi for Arktis sætter pejlemærker frem mod 2020 og sigter på at bidrage til et solidt fundament for en positiv udvikling i Arktis også i tiden derefter. Kongeriget dækker over tre samfund med hver deres politiske prioriteter og samfundsstrukturer. Derfor vil strategiens gennemførelse på de enkelte emneområder være tilpasset hver rigsdels unikke lovgivning, politiske prioriteter og finanslovforhold.

Kongerigets arktiske strategi er forankret i den eksisterende ressortfordeling og ansvarsfordeling mellem staten og Grønlands Selvstyre samt staten og Færøernes hjemmestyre.

Arktis
Foto: Polfoto

Et væsentligt formål med den arktiske strategi er at fremme informationsudveksling og koordination af bestræbelser på alle områder relateret til udviklingen i Arktis, og derved opnå klarere fokus på fælles prioriteter og fremme samarbejde internt og eksternt hvor der er gensidig interesse herfor. Strategien vil således udgøre rammen for Kongerigets og de tre rigsdeles arktisk-relaterede aktiviteter frem mod 2020.

Umiddelbart vil der blive iværksat en række tiltag for at sikre effektiv gennemførelse af strategien.

• Der etableres en tværgående Styregruppe for Arktisk Strategi, bestående af repræsentanter for regeringen (ministerier med arktiske aktiviteter), Naalakkersuisut og Færøernes Landsstyre på højt niveau. Styregruppen mødes på halvårlig basis som minimum. Udenrigsministeriet vil fungere som formand og sekretariat for styregruppen i nært samarbejde med Naalakkersuisut og Færøernes Landsstyre samt Statsministeriet. Udenrigsministeriet vil, for at fremme koordination af aktiviteter og varetagelse af Kongerigets interesser i Arktis, udnævne en særlig Arktisk Repræsentant.

• Der iværksættes i et samarbejde mellem regeringen, Naalakkersuisut og Færøernes Landsstyre konkrete bestræbelser på styrket udenrigs- og sikkerhedspolitisk koordination og samarbejde for så vidt angår Arktis. I tillæg til eksisterende dialogmekanismer (herunder på ministerniveau) og etablering af en tværgående platform qua styregruppen for Arktisk Strategi, kunne elementer bl.a. omfatte forstærket dialog ift. multilaterale og globaløkonomiske organisationer og emner, mere systematisk samarbejde gennem repræsentationsnetværket i udlandet, etablering af en udvekslingsordning mellem Udenrigsdirektoratet i Nuuk og Udenrigsministeriet i København samt fælles public diplomacy/advocacy indsatser (jfr. nedenfor).

• Den arktiske strategi repræsenterer samtidig en ambition om styrket og mere systematisk outreach-indsats både i de tre rigsdele og internationalt, herunder via repræsentationerne i udlandet. Denne prioriterede indsats, i form af public diplomacy/advocacy indsatser såsom seminarer, samarbejder med tænketanke etc., kunne fokusere på emner som klimaændringernes betydning for Arktis; Arktis som en samarbejdets region; de nye erhvervsmuligheder i Arktis; Kongerigets kulturelle og politiske diversitet; folkeretten og Arktis, m.v. Udenrigsministeriet vil afse midler hertil.
Udenrigsministeriet vil på vegne af regeringen og i samarbejde med Naalakkersuisut og Færøernes landsstyre årligt redegøre for udviklingen i Arktis og status for strategiens gennemførelse. Det tilstræbes, at der iværksættes en midtvejsevaluering af strategien i 2014-2015 og overvejelser om udarbejdelse af en ny strategi i 2018-2019.

Kontakt

Kontoret for Arktis og Nordamerika (ANA)
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K

E-mail: ana@um.dk
Tlf: (+45) 33 92 00 00
Fax: (+45) 32 54 05 33