Spring til indhold

16 strategiske partnerskaber

Som led i udmøntningen af Danmarks udviklingspolitiske og humanitære strategi, Verden 2030, har Udenrigsministeriet indgået 4-årige strategiske partnerskaber (2018-2021) med 16 danske civilsamfundsorganisationer: ADRA, CARE Danmark, Caritas, Danmission, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, International Media Support, Mission Øst, MS ActionAid, Oxfam IBIS, PlanBørnefonden, Red Barnet, Sex & Samfund, WWF samt et konsortium bestående af 3F, Dansk Industri og Ulandssekretariatet.

Partnerne dækker en bred vifte af danske mærkesager; fra akutte humanitære indsatser og mere langvarig indsatser i verdens brændpunkter, over prioriterede tematiske områder som kvinder og pigers rettigheder, unge, grøn omstilling og til indsatser for at fremme arbejdsrettigheder og et bedre erhvervsklima. Den samlede årlige støtte til de strategiske partnere er på knap 1,2 milliarder kroner.

Med de nye partnerskaber har man sikret:

1) Fokus på det strategiske samarbejde

Partnerne er blevet inddraget i en mere strategisk dialog med Udenrigsministeriet om resultatskabelse.

 

2) Nedbrydelse af siloerne mellem humanitære- og udviklingsindsatser

For organisationer der arbejdede på begge områder (udvikling og humanitært), indgik man én samlet aftale. Indsatser i dette nexus’et kan nu finansieres fleksibelt med enten humanitære midler eller midler til civilsamfundsstøtte.

 

3) Fleksibilitet til innovation

Alle organisationer har nu muligheden for at bruge 10 pct. af bevillingen til innovation.

 

4) Fleksibilitet til at respondere hurtig på pludseligt opståede kriser

De nye retningslinjer har givet organisationerne større handlefrihed til at tilpasse sig skiftende omstændigheder. Samtidig fastholdes og skærpes krav til resultater og transparens.

 

Pressemeddelelse i forbindelse med offentliggørelsen

Baggrund og proces

De strategiske partnere er udvalgt igennem en åben ansøgningsrunde i 2017 på baggrund af deres kapacitet og strategiske relevans i forhold til danske udviklingspolitiske og humanitære prioriteter. De 16 strategiske partnerskaber har afløst de forhenværende 25 rammeaftaler og humanitære partnerskabsaftaler.

Se oversigten med partnerskaber og fordeling af midler.

 

Yderligere information om omlægningen af civilsamfundsstøtten kan findes her.


Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K
Tlf.: +45 33 92 00 00
um@um.dk