Spring til indhold

Fiskeriets betydning i Danmark

Dansk eksport af fiskevarer oplever stor vækst. I 2017 nåede dansk fiskeeksport op på ca. 27 mia. kr. Eksporten er steget stødt de seneste år – over 20 pct. siden 2014.

Fiskerierhvervet og hele den tilhørende forarbejdningsindustri har stor betydning for regioner og lokalområder, særligt i Nord- og Vestjylland, og yder et vigtigt bidrag til beskæftigelsen i områderne.

Til sammen beskæftiger fiskerierhvervet, fiskeindustrien og engroshandlen med fiskeprodukter ca. 7.000 årsværk (fuldtidsbeskæftigede). Fiskerierhvervet alene står for ca. 2000 årsværk.

Regeringen arbejder både nationalt og på EU-plan for, at fiskerierhvervet kan foregå bæredygtigt og samtidig med gode muligheder for indtjening.

I 2017 var over 90 pct. af dansk fiskeri certificeret bæredygtigt med MSC-mærket, hvilket har stor betydning, når dansk fisk skal eksporteres til udlandet. I dag er ca. 12 pct. af den global fangst MSC-certificeret. I international sammenhæng er Danmark derfor i den absolutte top.