Spring til indhold

Dansk bistand har sikret millioner af ugandere rent drikkevand

18.03.2019  15:13
En ny evaluering dokumenterer imponerende resultater af den danske bistand, men advarer også om, at de gode resultater kan være truede nu, hvor den danske støtte i Uganda er lagt om.

På mindre end 30 år er den andel af Ugandas befolkning på landet, der har adgang til rent drikkevand, mere end tredoblet, og den positive udvikling kan i høj grad tilskrives dansk udviklingsbistand. Det konkluderer en ny evaluering af Danmarks støtte til vand-, sanitet- og miljøprogrammer i Uganda 1990-2017. I 1990 havde kun 20 pct. af Ugandas befolkning på landet adgang til rent drikkevand. I 2017 var den andel steget til 70 pct., på trods af at Uganda i samme periode oplevede en af verdens højeste befolkningstilvækster. Det er svært at forestille sig, at Uganda kunne have opnået så imponerende fremskridt uden dansk bistand, konkluderer evalueringen.

Evalueringen roser Danida for igennem hele perioden at have fastholdt sit fokus på Ugandas fattige landbefolkning og for at have bidraget til at introducere nye metoder, der har sat sig varige spor. Danmark har også spillet en meget aktiv og positiv rolle i det tætte samarbejde mellem Ugandas myndigheder og de mange andre donorer på området.

Den samlede danske støtte til vand, sanitet og miljø i Uganda i perioden 1990-2017 løb op i 1,859 mia. kr. Det svarer til 20 pct. af den samlede danske støtte til Uganda i samme tidsrum, hvor Danmark også – med 30-40 pct. af de samlede donorbidrag – har været langt den største eksterne bidragyder til sektoren. Selv når Ugandas eget bidrag regnes med, svarer Danmarks bidrag til næsten 20 pct. af det samlede budget til vand og sanitet i Uganda.

De gode resultater skal vare ved
Evalueringen konkluderer også, at bæredygtigheden af de bemærkelsesværdige resultater, der er opnået, delvist kan blive udfordret af en række faktorer. Bl.a. er de mange anlæg, der blev installeret de første år, ved at være nedslidte, og det kniber med at finansiere udskiftningen af dem. Årsagerne er bl.a., at brugerbetalingen er utilstrækkelig. Derfor finansierer den danske ambassade, efter strategiske diskussioner med den ugandiske regering og andre udviklingspartnere, udviklingen af et nationalt rammeværk for drift og vedligehold af vandforsyningsinfrastruktur i landdistrikterne i Uganda. Ambassaden arbejder også for, at den ugandiske regering skal opprioritere sin støtte til vand og sanitet og presser samtidig på, for at flere og nye donorer, herunder den Afrikanske udviklingsbank, går mere målrettet og økonomisk ind i at støtte vand og sanitet i Uganda. Derudover indeholder det nye landeprogram en komponent på vand, der skal støtte indsatsten for småbønder i det nordlige Uganda, imens der under Danida Business Finance arbejdes på udviklingen af et stort projekt i samarbejde med Ugandas National Water and Sewerage Cooperation.

Evalueringen konstaterer, at omlægningen af bistanden i Uganda afspejler prioriteringerne i den seneste danske strategi for udviklingssamarbejde. På den baggrund anbefales det, at Danida gør Verdensmål 6, ”Adgang til rent vand og sanitet”, til et af sine prioriterede verdensmål i lande som Uganda, da netop det verdensmål er centralt for den fattige del af befolkningen og for at opnå de øvrige verdensmål.

Evalueringen er foretaget af de danske konsulentfirmaer Nordic Consulting Group og Orbicon A/S i samarbejde med det franske Hydroconseil. Evalueringsrapporten kan downloades fra www.evaluering.um.dk

For yderligere oplysninger om evalueringen kontakt Mike Speirs, Udenrigsministeriet Evalueringskontor, på 3392 05 16 eller mikspe@um.dk