Spring til indhold

Europa skal tage sig sammen

Copenhagen Business School (CBS) var i går vært for et debatmøde om den nye økonomiske verdensorden, hvor omkring 200 fremmødte studerende hørte oplæg fra udenrigsminister Lene Espersen og cheføkonom for Europa i Goldman Sachs, Erik Nielsen.

Udenrigsministeren betonede i sit oplæg, at den globale finanskrise havde ramt Europa særdeles hårdt, og at der for mange EU-landes vedkommende var akut brug for at inddæmme de store offentlige underskud og igangsætte økonomiske strukturreformer. Kombinationen af finanskrise og skærpet konkurrence fra store vækstøkonomier som Kina, Indien og Brasilien stillede kontante krav om en stærkere europæisk konkurrenceevne og øget produktivitet, hvilket forudsatte bedre rammevilkårene for erhvervslivet. Som udenrigspolitiske redskaber til at øge vækst og beskæftigelse i Danmark pegede udenrigsministeren blandt andet på behovet for at modernisere EU’s Indre Marked og EU’s nye vækststrategi kaldet ”Europa 2020”.

Erik Nielsen fremlagde en række tabeller, der illustrerede problemerne med den europæiske konkurrenceevne, men pegede også på, at væksten i Europa faktisk havde overgået den amerikanske vækst i 40 procent af alle kvartaler igennem de sidste 10 år. Den amerikanske vækst havde dog i nogle kvartaler været ganske høj, hvilket i vid udstrækning kunne tilskrives den større befolkningstilvækst i USA. Når det amerikanske BNP pr. indbygger i dag lå 20 procent højere end det europæiske hang det ifølge Erik Nielsen desuden sammen med, at amerikanerne generelt arbejdede længere tid og holdt mindre ferie end europæerne.

Professor i finansiering på CBS, David Lando, agerede ordstyrer, og de to oplægsholdere besvarede efterfølgende spørgsmål fra salen. Udenrigsministerens oplæg kan læses i sin helhed ved at klikke på nedenstående link.

Læs Udenrigsministerens tale.