Spring til indhold

Udenrigsministerens tale til Europa-konferencen 28. maj 2010

Det talte ord gælder

Tak for invitationen til at tale ved Europa-konferencen i dag.

Jeg kan se af programmet, at I dagen igennem vil blive underholdt af en lang række eksperter i det europæiske projekt. Det er et imponerende program, og inden eksperterne for alvor slår sig løs, er jeg glad for at få muligheden for at tale om EU efter Lissabon-traktatens ikrafttrædelse og om EU’s globale rolle i dag.

Det er i dag næsten seks måneder siden Lissabon-traktaten trådte i kraft. Vi er endnu langt fra at kunne vurdere, hvordan den nye traktat vil fungere i praksis. Det kan vi måske tale om, når vi mødes til Europa-konferencen om fem år, men vi kan dog i dag spørge os selv, om vi er på rette vej? Ingen kan nægte, at udfordringerne har været mange. Ikke mindst den finansielle og økonomiske krise har stillet os over for et ubønhørligt krav om, at vi finder nye svar. Det er ikke ”business as usual” i dagens Europa.

Det har været svære startbetingelser for de nye aktører i Europa, altså den faste formand for Det Europæisk Råd, Herman van Rompuy, og den nye udenrigsrepræsentant, Cathrine Ashton. De er tiltrådt på et tidspunkt, hvor der sker en dramatisk forskydning af politisk og økonomisk magt fra Vest mod Øst og Syd. Fra USA og Europa til Kina og lande som Brasilien, Indien og Rusland. Vi fik en forsmag på denne nye verdensorden under klimatopmødet i København, hvor Kina sammen med Indien, Sydafrika og Brasilien spillede en langt mere afgørende rolle, end vi hidtil har været vant til.

Alt i alt har der været rigtig meget for Van Rompuy og Catherine Ashton at tage bestik af under deres første 100 dage ved roret. Det er imidlertid vigtigt for mig at understrege, at svaret på det afgørende spørgsmål, om vi er på rette vej, ikke kan afgøres ud fra de udfordringer, vi møder. Svaret må findes i de løsninger, vi når frem til.

Der var to centrale formål med Lissabon-traktaten. Det første var at skabe et mere effektivt og demokratisk Europa. Effektivt i form af mere strømlinede beslutningsprocedurer og en mere simpel opbygning af vores samarbejde. Mere demokratisk både når det kommer til inddragelse af Europa-Parlamentet og forankringen af EU-samarbejdet i medlemsstaterne. Den del af øvelsen er lykkedes.

Det andet formål var, at Lissabon-traktaten også skulle gøre EU i stand til at tale med én stemme på den globale scene. Dertil er der fortsat et stykke vej. Kendsgerningen er nemlig, når vi i dag gør regnebrættet op, at EU stadig bokser under sin vægtklasse på den internationale scene. Vi må ærligt erkende, at Europa fortsat optræder for usammenhængende og med for meget enegang blandt medlemslandene på centrale udenrigspolitiske spørgsmål til, at vi kan sætte os ordentlig igennem i forhold til globale aktører som USA, Rusland og Kina.

Vi har endnu ikke fundet en færdigsyet løsning på, hvordan vi sikrer, at Europa i den nye verdensorden bliver den tredje sværvægter med global tyngde ved siden af USA og Kina. Det gamle mantra om EU som en økonomisk kæmpe, men en politisk dværg er desværre ikke helt gjort til skamme endnu, men vi arbejder aktivt på sagen, og med Lissabon-traktaten har vi fået værktøjet.

De største interne udfordringer for EU lige nu er håndteringen af gældskrisen og lanceringen af en europæisk vækststrategi. Et stærkt EU udadtil kræver et stærkt EU indadtil. Den aktuelle gældskrise navnlig i Sydeuropa udgør en meget alvorlig udfordring for EU-samarbejdet og hæmmer vores muligheder for at klare os i forhold til vore konkurrenter. Sunde og grønne europæiske økonomier uden vedvarende budgetunderskud og med en stærkere konkurrenceevne er simpelthen en afgørende forudsætning for udenrigspolitisk tyngde i en globaliseret verden.

I den forstand havde den nu afdøde demokratiske leder af Repræsentanternes Hus, Thomas O’Neill, ret i sit gamle mundheld om, at ”All politics is local.” Evnen til at føre en handlekraftig udenrigs- og sikkerhedspolitik udspringer af de værdier og økonomiske ressourcer, som vi råder over derhjemme. I en tid præget af offentlige besparelser bliver opgaven at skabe et mere grønt, innovativt og handlekraftigt EU for færre midler. Det er ikke nemt.

Derfor gælder det lige nu om, at EU får bragt orden i eget hus. Det drejer sig først og fremmest om at genoprette finanspolitisk holdbarhed i medlemslandene i forlængelse af de massive hjælpepakker, som nu er vedtaget. Der er akut behov for at reducere usikkerheden blandt investorerne på de finansielle markeder. Medlemslandene har forsømt at konsolidere sig i de gode tider. Nu må der sættes tæring efter næring, hvis ikke andre skal foretage prioriteringerne for os på en endnu hårdere måde. Der findes et engelsk ordsprog, der siger, at: ”Beggars can’t be choosers”. Det er ikke noget dårligt ordsprog at have i baghovedet rundt omkring i de europæiske hovedstæder i disse tider, for det at blive sat under administration er ikke noget politisk værdigt alternativ til finansiel konsolidering.

For at undgå at det i sidste ende bliver folk udefra, som kommer og beder os om at spænde livremmen ind, kræves der handling nu. Det er ikke nok med store ord og fine rådskonklusioner. Der er brug for politisk vilje i medlemslandene til at foretage en troværdig finanspolitisk konsolidering. Det gælder navnlig de mest udsatte lande med de højeste underskud og den største gæld. Konsolidering er dog langt fra nok i sig selv, og den må kombineres med grundlæggende strukturreformer, der kan sikre fremtidig vækst og velstand, også selv om den slags reformer som regel gør ondt på den korte bane.

Lad mig med det samme slå en ting fast, når vi taler økonomisk krise. Der er ikke tale om en ”euro-krise”. Euroen er en del af løsningen. Uden euroen ville krisen med stor sikkerhed have medført protektionisme og konkurrerende devalueringer i EU-landene og dermed inflation og langt større pres på renterne. Det ville have haft en negativ afsmitning på velstanden i Danmark – langt større end det er tilfældet i dag.

Men krisen har skærpet erkendelsen i EU af, at en dybere koordination og en strammere overvågning af medlemslandenes økonomiske politik er nødvendig. Finansiel assistance kommer ikke uden betingelser til modtagerlande. I dag må vi lade IMF gøre det virkelig grove arbejde, og det kan vi ikke blive ved med. EU må blive bedre i stand til at tage fløjshandskerne af og skrue bisssen på, når situationen kræver det. Det var Obamas stabschef, Rahm Emanuel, der på et tidspunkt sagde, at vi ikke må lade en så alvorlig krise som den nuværende finanskrise gå til spilde, og det har han fuldstændig ret i. Krisen skal bruges fremadrettet, og den byder på muligheder for at styrke EU’s samarbejdsstrukturer på det økonomisk og politiske område. Det er vigtigt, at vi griber denne chance, så EU kan komme stærkere ud af krisen.

I forhold til styrkelse af det økonomiske samarbejde må vi holde fokus på konkrete løsninger. Fundamentet baseret på Stabilitets- og Vækstpagten er allerede etableret. Der er ikke behov for nye, fundamentale tiltag, som kræver traktatændringer. Der skal ikke etableres nogen ”finanspolitisk union”, og der skal ikke stilles spørgsmålstegn ved, at finansloven forbliver en suveræn beføjelse på nationalt plan i medlemslandene.

Der er først og fremmest brug for tiltag, der kan styrke gennemførelsen af Stabilitets og Vækstpagten på nationalt niveau og forbedre håndhævelsen af den på EU-niveau. Reglerne i Pagten vil kunne styrkes betydeligt inden for de eksisterende traktatmæssige rammer. Det samme gælder iværksættelse af en dybere og bredere koordination af makroøkonomiske ubalancer mellem medlemslandene, som Kommissionen netop har lagt op til. Monets og Schumanns ”små skridts metode” til at sikre fremdrift i EU-samarbejdet er stadig vejen frem i dag

Samtidig med at vi skal konsolidere vores finanser, skal vi også reorientere os imod, hvad EU og dermed Danmark skal leve af i fremtiden. Det handler om at sikre vores fremtidige velstand og velfærd. Det er derfor, at vi har brug for en offensiv og ambitiøs vækststrategi for Europa 2020, som kan give et sammenhængende svar på de udfordringer, vi står over for. I en tid med knappe ressourcer bliver det så meget desto vigtigere at sikre, at de offentlige udgifter i medlemslandene prioriteres i overensstemmelse med en sådan vækststrategi. Pengene skal bruges bedst muligt på områder, der kan styrke konkurrenceevnen.

Den nye Europa 2020-strategi skal sikre omstillingen til en mere grøn, vidensbaseret og konkurrencedygtig økonomi. Det er helt centralt i forhold til at sikre øget produktivitet og fornyet vækst. Det indre marked spiller i den sammenhæng en nøglerolle. Vi skal optimere den måde, som Det Indre Marked fungerer på. Mario Monti, den tidligere EU-kommissær, har for nylig fremlagt sin rapport om, hvordan Det Indre Marked kan moderniseres, hvor sigtet er en relancering sammenfaldende med 20-året i 2012 for etableringen af Det Indre Marked. Det vil altså sige samtidig med det danske EU-formandskab.

Med næsten 500 millioner forbrugere er EU verdens største og mest købestærke hjemmemarked. Det skal vi forstå at udnytte til at høste frugterne fra grøn vækst. Der er et enormt potentiale, og vi skal gå forrest i konkurrencen om at udvikle grønne standarder og grønne produkter til verdensmarkedet. Omstillingen til en mere videnbaseret økonomi kræver uddannelse, forskning og innovation i verdensklasse, og vi skal blive bedre til at gøre forskningsresultater salgbare. Men tingene kommer som bekendt ikke af sig selv. En gennemførelse af denne europæiske vækstdagsorden forudsætter politisk mod i EU til grundlæggende reformer af flere af de store fællesskabspolitikker, herunder reform af den fælles landbrugspolitik.

Vækstdagsordenen bør naturligvis understøttes af EU’s budget. Der bør være mere fokus på politikområder, der understøtter langsigtet vækst og konkurrenceevne og mindre fokus på historisk betingede udgiftsområder. Vi skal have mere vækst ud af et mindre EU budget. Det vil vi fra dansk side arbejde for bliver ledetråden i forhandlingerne om EU’s næste finansielle perspektiver fra 2014 og frem. Det bliver en meget stor opgave for det danske EU-formandskab i 2012, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for om muligt at afslutte forhandlingerne under vores formandskab.
Set med danske briller er der imidlertid ikke tvivl om, at vores danske undtagelser ikke hjælper til at give svarene på de store udfordringer for EU. Tværtimod! Der kan efterhånden næppe være tvivl om, at de danske EU-undtagelser hæmmer varetagelsen af vores interesser. Den styrkelse af samarbejdet mellem euro-landene, som vi har set på det seneste, illustrerer dette.

Undtagelsen på det retlige område gør det meget svært for Danmark at bidrage til at imødegå presset på de ydre grænser fra ulovlig indvandring og grænseoverskridende kriminalitet. Regeringen har derfor fortsat et mål om, at undtagelsen på det retlige område skal omdannes. Ikke bare for at nyde godt af et styrket samarbejde om retlige og indre anliggender, men også for at sikre, at samarbejdet påvirkes i dansk retning.

Det samme gør sig gældende på forsvarsområdet. Øget europæisk integration handler netop ikke om at oprette en ”Europahær”, der kan sendes ud i militære operationer uden for de nationale regeringers og parlamenters kontrol. Det handler derimod om, at de europæiske lande selv skal kunne udføre krisestyringsopgaver og spille på hele det nødvendige register af civile og militære værktøjer. Forsvarsforbeholdet udelukker ikke kun dansk deltagelse i EU’s militære operationer. Det begrænser også Danmarks overordnede sikkerhedspolitiske handlemuligheder og mulighederne for dansk indflydelse på et område, hvor Danmark er kendt som en aktiv partner, når det foregår i FN og NATO.

Lad mig også lige nævne euroen. Jeg noterede mig tidligere på måneden, at SF har fredet en afstemning om undtagelsen på euroen i fem år, hvis de kommer i regering. Til det må jeg sige, at jeg er dybt uenig. Euroen er som nævnt en del af løsningen – den er ikke en del af problemet. Det gælder også for Danmark. Jeg tror og håber, at koordinationen af den økonomiske politik hurtigt vil blive styrket i EU og især i euro-gruppen. Reglerne og håndhævelsen af reglerne i Stabilitets- og Vækstpagten vil blive styrket. Spørgsmål om strukturpolitik og konkurrenceevne vil i stigende grad blive inddraget i den økonomiske koordination. Det støtter vi også fra dansk side.

Men jeg tror vi må erkende, at vi i endnu højere grad end i dag vil se et todelt økonomisk samarbejde i EU, hvor hovedlinjerne lægges af euro-gruppen dagen før resten af finansministrene mødes i Rådet. Og som alle her ved, har vi gennem det faktum, at kronen er bundet op på euroen, i realiteten underlagt os de beslutninger, som træffes af eurolandene uden at have indflydelse på dem. Det er meget utilfredsstillende.

EU er Danmarks væsentligste platform for global indflydelse økonomisk og politisk. Derfor er det afgørende, at vi er med til at tage de beslutninger, der træffes i EU. Navnlig når det er beslutninger, som har direkte betydning for os. Det er vigtigt at forstå, at EU er ikke ”dem dernede i Bruxelles” – EU er os! Derfor har regeringen hele tiden lagt op til, at alle undtagelserne skal til afstemning, og at det bør ske på én gang. Men først skal vi være sikre på at have et bredt politisk flertal på Christiansborg bag os. Det er ikke nok at kunne tælle til 90 i så vigtige spørgsmål.

Lad mig kort vende mig mod Europas plads i verden, inden jeg runder af. Den langsigtede tendens er klar. Hvis ikke vi tager os sammen, risikerer Europa at blive en udkantsregion i en globaliseret verden, hvor der ikke vil ske nogen form for udligning mellem dynamiske vækstøkonomier og hensygnende lavvækstlande. Det er vores opgave nu og her at sikre, at Europa ikke udvikler sig til en udkantsregion. Risikoen er reel, for uanset set hvilken målestok vi anvender, sakker Europa bagud for øjeblikket. Vores befolkning stagnerer, mens de fleste andre regioner vokser. I 2030 vil vi tilmed have en langt større andel af ældre, ikke bare i forhold til udviklingslandene, men også i forhold til USA. Tallene er 29 % for Europa, 25 % for USA, 23 % for Kina og 16 % for Asien som helhed.

Økonomisk er EU i dag verdens største hjemmemarked, men i 2030 vil vi være overhalet af både USA og Kina. Ifølge nogle fremskrivninger vil USA’s økonomi i 2040 – altså om blot 30 år – være 25 % større end Europas. Og Kinas vil være 50 % større en den europæiske.

Det stiller en række meget klare udfordringer for EU. For det første vil Europas selvopfattelse som et demokratisk fyrtårn for resten af verden blive sat på en alvorlig prøve. Vi ser det allerede i dag, men der vil opstå konkurrerende samfundsmodeller med helt andre værdier end de europæiske. Vi må forvente, at de øvrige lande vil få andre forbilleder end os, og for mange lande vil der være færre og færre grunde til at kopiere den vestlige samfundsmodel.

For det andet vil vi aktivt skulle opdyrke globale partnerskaber med de andre aktører på den internationale scene. EU må gå til sine strategiske partnerskaber på en mere resultatorienteret måde, der i højere grad er tilpasset forholdene i det pågældende tredjeland. Det er helt nødvendigt for EU’s vækst og beskæftigelse, at vi har et tæt samarbejde med Kina og med USA. Det kræver, at EU definerer sine interesser og inkorporerer dem i et tæt samarbejde, der både omfatter politiske og økonomiske elementer.

For at få alt dette til at lykkes, er det nødvendigt, at vi får skabt nogle mere sammenhængende strukturer for den europæiske udenrigspolitik. Debatten går lige nu på sit højeste i Bruxelles om, hvordan EU’s nye fælles udenrigstjeneste skal se ud. Med den fælles udenrigstjeneste får vi forhåbentlig et stærkere instrument til rådighed, hvor vi får knyttet de økonomiske midler i Kommissionen til politikformuleringen blandt medlemsstaterne. Men jeg vil indtrængende opfordre til, at man ikke lader sig friste til overdreven kritik af dette projekt, fordi det ikke allerede fungerer. Det tager mange år at opbygge en velfungerende institution. Overdrevne forventninger kan let føre til bristede illusioner.

Det ændrer på den anden side ikke på, at der i dag er alt for mange forskellige aktører indblandet, og at EU på dette område har fået lov til at knopskyde lidt for meget. Derfor drejer den fælles udenrigstjeneste sig også først og fremmest om en sammenlægning af eksisterende strukturer, så vi får et system, der er i stand til at se på alle aspekter af EU’s forhold til andre lande og på én gang, frem for som nu at blive hæmmet af interne magtkampe.

Men det kræver også et øget samarbejde blandt EU-landenes ambassader i de pågældende lande. Skal vi fra dansk side være med til at præge udviklingen, kan vi ikke nøjes med at komme til møderne i Bruxelles. Så skal vi også være opsøgende og kende forholdene i andre lande. Uden en solid forankring i medlemsstaterne vil EU ikke kunne fungere. Den fælles udenrigstjenestes legitimitet og gennemslagskraft hviler på medlemsstaternes opbakning. Vi skal derfor finde den rette balance for tjenesten.

Jeg er overbevist om, at den fælles udenrigstjeneste med tiden vil gøre det muligt for Europa også at blive en politisk spiller med global tyngde. Den fælles udenrigstjeneste betyder derimod ikke, at vores egen bliver overflødig og kan gøres mindre. Den stærkere fælles europæiske platform skal bruges til, at Danmark får mere indflydelse og bedre kan varetage vore økonomiske interesser og værne om vores værdier. Det stiller nye krav til vores udenrigstjeneste.

Så hvad er svaret på spørgsmålet, om vi er på rette vej?

Det må være, at Europa nu og her er udfordret, og at vi endnu ikke har fundet de færdige løsninger. Vi har i EU brugt utroligt mange år, ja flere årtier på at fokusere på ændring af de institutionelle spilleregler og føre en europæisk forfatningskamp. Den tid er slut. Med Lissabon-traktaten har vi fået redskaberne, og dem skal vi bruge. Vi har ikke brug for en ny regeringskonference til at løse gældskrisen. Så svaret – mine damer og herrer – må blive, at Europa har erkendt situationens alvor, og at det nu gælder om at trække i arbejdstøjet så hurtigt som muligt. Der er ingen tid at spilde. Det opløftende er, at vores fremtid heldigvis stadig ligger i vores egne hænder.