Spring til indhold

Udenrigsministerens tale ved offentliggørelsen af logoet for det danske EU-formandskab 2012

Tak for ordet.

Som formand for juryen, der har haft til opgave at bedømme og udvælge EU-formandskabslogoet 2012, vil jeg gerne have lov til at takke alle jer, som har indsendt forslag til konkurrencen om en visuel identitet for det danske EU-formandskab i 2012. Og en særlig tak til de andre medlemmer af juryen, som er:

  1. Dansk Industris nye formand og departementschef i Statsministeriet, Karsten Dybvad
  2. Grafisk designer Johan Adam Linneballe
  3. Arkitekt Mads Quistgaard
  4. Grafisk designer Christina Bruun Olsson
  5. Grafisk designer Troels Faber


Vi udskrev konkurrencen i foråret i samarbejde med Dansk Design Center. Den var åben for alle, og vi modtog i alt 71 forslag, hvilket er et imponerende antal, når man tager opgavens omfang i betragtning. Nu har vi så i juryen fundet syv vindere af konkurrencen med én førstepræmie på 100.000 kr. og en andenpræmie på 40.000 kr., en tredjepræmie på 20.000 kr. og fire øvrigt præmierede på hver 10.000 kr.

Det har været en utrolig spændende og tankevækkende proces at se alle forslagene igennem. Da vi udskrev konkurrencen, havde vi ikke forestillet os, at vi ville modtage så mange gode forslag fra både nyuddannede og etablerede grafiske designere. Men det har vi selvfølgelig været glade for. For valget af logo er en vigtig del af arbejdet hen i mod formandskabet.

Danmark overtager EU-formandskabet i første halvår af 2012, hvilket er syvende gang siden vores tiltrædelse. Selvom det altså ikke er nyt for Danmark at varetage et EU-formandskab, sker det under nye rammer, og det vil uden tvivl blive en stor udfordring for os at løfte. Mange store opgaver venter os, og det er også med en vis ydmyghed, at både jeg som udenrigsminister og Udenrigsministeriet som helhed går til opgaven. Men vi vil arbejde hårdt for at løse den opgave til UG med kryds og slange, sådan som det tidligere har været tilfældet.

Selvom formandskabsrollen er forandret i forhold til 2002, hvor vi sidst havde formandskabet, giver det os i en periode på seks måneder en enestående mulighed for at placere Danmark som Europas politiske spydspids. Formandskabet gør det muligt for os for at præge EU’s dagsorden, medvirke direkte til løsningen af de mange konkrete opgaver og svære udfordringer, som Europa står over for i dag. Sidst men ikke mindst fremmer et formandskab Danmarks placering i omverden, erhvervsmæssigt, kulturelt, turistmæssigt.

En vigtig del af et EU-formandskab er at have en klar profil og det kan man bl.a. signalere ved hjælp af en visuel identitet og et logo for formandskabet. Det er som bekendt blevet en nødvendighed for alle formandskaber at have et logo og en ganske omfattende hjemmeside.

Det vil også være tilfældet for Danmarks vedkommende, og der var ingen tvivl om, at vi også denne gang skulle have en særlig visuel identitet for det danske EU-formandskab. Vi valgte derfor i samarbejde med Dansk Design Center en åben konkurrenceform af flere årsager. Dels var det vigtigt at få fat i den kreative talentmasse, der skulle sikre en høj kvalitet af den visuelle identitet og logoet. Dels var det vigtigt at signalere åbenhed, hvilket er i tråd med den øvrige forberedelse af EU-formandskabet 2012. Det var i øvrigt samme fremgangsmåde, der benyttedes ved COP15 logoet.

Som I kan høre, har vi meget store forventninger til logoet. Heldigvis indfrier vinderforslaget til fulde vores forventninger. Det er nemlig et lille mesterværk, som efter min mening vil blive en smuk og original indramning af vores EU-formandskab i 2010.

Juryen har med præmieringen ønsket at vise bredden af de indsendte forslag og har ud fra en samlet vurdering valgt syv forslag, der på forskellige måder visuelt udtrykker de mange aspekter ved det danske EU-formandskab. I sin vurdering har juryen lagt vægt på, at det vindende forslag skal markere og symbolisere det danske formandskab på en klar, tidssvarende og kvalitetspræget måde, der signalerer forandring og fornyelse.

Juryen har været enig om, at der alt i alt har været et højt håndværksmæssigt niveau i de indsendte forslag. Der er mange velgennemførte forslag, som er sikre og professionelle i deres udformning.

Forslagene falder ind under to hovedkategorier: Dem, der prøver at arbejde med et symbol som udtrykker formandskabet og værdierne bag det, og dem som arbejder med en ren typografisk løsning.

Det har været spændende at se de mange temaer, der er gået igen i flere af forslagene – som f.eks. stjernen, cirklen og blomstermotiverne. Den største gruppe har været de rent typografiske løsninger med mange spændende bud på specialtegnet typografi. De fleste i en dansk tradition.

Med de mange forskellige emner, som formandskabet skal behandle, har det været en stor udfordring at prøve at udarbejde et stærkt fælles symbol, som kan give udtryk for denne bredde, hvorfor de første præmier da også er uddelt til typografiske løsninger.