Spring til indhold

Frihandelsaftale vil gavne den danske lønmodtager

Af handels- og udviklingsminister Mogens Jensen og forbundsformænd for LO Harald Børsting, 3F Per Christensen, Dansk Metal Claus Jensen, FOA Dennis Kristensen og HK Kim Simonsen.

En ambitiøs frihandelsaftale med USA kan gavne den enkelte lønmodtager. Den kan skabe job, give lavere priser og øge lønindkomsten. Den kan bidrage til at fremtidssikre vores økonomi, hvis den bliver landet rigtigt. Men vi skal ikke gå på kompromis med vores høje standarder for velfærd, sundhed, miljø og arbejdstagerrettigheder.

Som en lille åben økonomi og som gammel købmandsnation lever vi af at handle med andre. Omkring 725.000 danske arbejdspladser – svarende til hvert fjerde job - afhænger af vores eksport. Indtægterne fra eksporten er med til at finansiere vores skoler, hospitaler og plejehjem.

Der er altid en vis usikkerhed om økonomiske beregninger af fordelene. Når det er sagt, har en analyse for EU-Kommissionen peget på, at en ambitiøs frihandelsaftale vil kunne løfte EU’s økonomi med en halv procent og øge EU’s eksport til USA med op mod 28 procent. For Danmark er billedet også positivt. En uafhængig analyse udarbejdet af Copenhagen Economics vurderer, at dansk økonomi vil løftes med 0,3 procent, og at vores eksport til USA vil stige med 14 mia. årligt fra de nuværende omkring 100 mia. kr. En aftale betyder fastholdelse af mange job, og endda at der skabes nye arbejdspladser i særligt de mest produktive eksporterhverv. Det vil især gavne brancher som medicin, fødevarer, energi og transport.
Prisen på en række importvarer vil falde, fordi tolden fjernes, konkurrencen bliver hårdere og udbuddet af produkter bliver større. Beregninger viser, at et par Levi’s cowboybukser vil blive ca. 100 kr. billigere. Ifølge EU-Kommissionen vil en frihandelsaftale kunne øge den disponible indkomst for en husstand med to voksne og to børn med 4000 kr. om året. Det skyldes udover de lavere priser, at reallønnen vil stige – i Danmark med op mod en halv procent, viser beregninger. En lønstigning der vel at mærke vil gælde for både højt og kort uddannede lønmodtagere. Så der er bestemt meget at hente for den almindelige dansker.

Den største gevinst kommer dog fra at fjerne tekniske handelsbarrierer. Det sker i praksis ved at skabe ensartede standarder og procedurer. Både EU og USA vil have store fordele, hvis vi kan blive enige om at anerkende hinandens standarder for biludstyr, reservedele og maskiner eller godkendelseskrav for insulin, piller og stomiposer. Vores virksomheder vil kunne sælge flere danske løsninger inden for fx klima- og velfærdsteknologi.
Men hvad er prisen? Vil laveste fællesnævner komme til at dominere, så vi risikerer at få amerikanske klorvaskede kyllinger, genmodificerede produkter og hormonbøffer ind i supermarkederne? Og at multinationale selskaber trumfer de folkevalgtes mulighed for at sætte høje standarder for miljø, sundhed og arbejdsforhold? Vi forstår godt bekymringen, men svaret er heldigvis et rungende nej. En frihandelsaftale må og vil ikke betyde forringelser af vores høje standarder. Det står skrevet sort på hvidt i det forhandlingsmandat, som Kommissionen har fået fra Danmark og de andre EU-medlemslande, og som et enigt Folketing har bakket op om.

EU-landenes regeringer vil og skal naturligvis også stadig have mulighed for at fastholde og endda skærpe lovgivning og krav på bl.a. velfærds-, sundheds-, miljø-, udlændinge- og arbejdsmarkedsområdet. Det vil en aftale med USA skulle respektere. En frihandelsaftale må ikke skabe yderligere social dumpning. Vi skal således også fremover kunne stille krav om, at danske overenskomster skal efterleves for arbejde udført her i landet.
EU’s lovgivning sikrer i dag danske virksomheders mulighed for at tage hensyn til kædeansvar, så underleverandører kan holdes ansvarlige for at arbejde på overenskomstmæssige forhold. Det vil en frihandelsaftale ikke ændre på, da den ikke må forringe eksisterende lovgivning eller vores muligheder for at opretholde skrappe krav. Den ændrer heller ikke på, at offentlige myndigheder kan stille tilsvarende krav, når de indgår kontrakter med private leverandører.

En frihandelsaftale må ikke kunne tvinge parterne til at liberalisere offentlig finansieret og drevet velfærd og service. Det skal fortsat være befolkningen i det enkelte land, der selv beslutter, hvordan deres velfærd og service skal skrues sammen. Multinationale selskaber skal ikke kunne rulle national lovgivning tilbage og juridisk tiltvinge sig adgang til områder, som det enkelte land ikke har ønsket omfattet af et frit marked.
Men hvad er så prisen? Vi må indstille os på, at øget konkurrence vil kunne gøre det sværere for uproduktive virksomheder at overleve. Men der vil til gengæld blive skabt nye virksomheder og bedre lønnede job i de mere produktive erhverv. Her er vi godt stillet i Danmark takket været vores mobile og fleksible arbejdsmarked og vores konkurrencedygtige eksporterhverv. Vil vi så opleve en massiv forskydning af arbejdspladser på tværs af sektorer, så der kommer massearbejdsløshed i enkelte brancher? Nej. Forskydningen af arbejdspladser på tværs af sektorer som følge af en frihandelsaftale vil være meget mindre end den almindelige forskydning af arbejdspladser i den europæiske økonomi. Den vigtigste årsag vil faktisk være, at folk finder et bedre lønnet job i en mere produktiv sektor.

Når chefforhandlere fra EU og USA i dag skyder gang i den 6. forhandlingsrunde om verdens største frihandelsaftale, skal der drøftes alt fra toldsatser og tjenesteydelser til bæredygtighed og sikring af arbejdstagerrettigheder. EU er fast besluttet på, at frihandelsaftaler skal bidrage til at fremme en bæredygtig udvikling. Vi skal styrke det internationale samarbejde i FN’s arbejdsorganisation (ILO) for at forbedre arbejdsvilkår og faglige rettigheder. En frihandelsaftale med USA skal føre til et endnu tættere samarbejde om effektiv implementering og ratifikation af ILO-standarder og fremme af ILO’s arbejde globalt.

USA har kun ratificeret to af de otte kernekonventioner i ILO. Det vækker bekymring hos fagbevægelserne. Derfor lægger vi fra dansk side stor vægt på, at en frihandelsaftale kommer til at indeholde klare bestemmelser om arbejdstagerrettigheder, herunder eksempelvis både privat og offentligt ansattes ret til at organisere sig og føre kollektive forhandlinger. En frihandelsaftale skal skabe fremgang og ikke et ræs mod bunden om, hvem der kan have de ringeste vilkår.

Der har været rejst kritik af, at en frihandelsaftale med USA omfatter investeringsbeskyttelse, og især at det giver adgang til international voldgift ved, at der oprettes en såkaldt investor-til-stat tvistbilæggelsesmekanisme. Bekymringen er, at private virksomheder får mulighed for at sagsøge nationalstater, hvis politiske beslutninger om eksempelvis velfærds-, sundheds-, miljø- og forbrugerstandarder underminerer en virksomheds indtjeningsmuligheder. Det lyder naturligvis skræmmende. Men det vil vi fra dansk og europæisk side ikke acceptere. Det står også tydeligt i Kommissionens forhandlingsmandat, at intet i aftalen må begrænse staternes ret til at lovgive på disse områder. Det vil både regeringen, fagbevægelsen, de øvrige EU-lande og Europa-Parlamentet holde fast i. En endelig aftale vil i sidste instans skulle vedtages af medlemslandene i Rådet og godkendes af Europa-Parlamentet.

Et godt eksempel på nødvendigheden af investeringsbeskyttelse er det spanske energiselskab Repsol. I april 2012 nationaliserede den argentinske regering Repsols investering på 10,5 mia. kr. i det argentinske energiselskab YPF. Det lykkedes Repsol at få erstatning for en del af investeringen, netop fordi der var en investeringsbeskyttelsesaftale mellem Spanien og Argentina. Det må kun blive åbenlyst diskriminerende og helt urimelig behandling af udenlandske investorer, som vi fx så med Repsol, der bliver omfattet af investeringsbeskyttelsen, og som kan gøres til genstand for en international voldgiftssag.

Frihandelsaftalen med USA er det mest ambitiøse økonomiske handelsprojekt, vi har set i rigtig mange år. Den vil være strategisk vigtig for vores forhold til USA. Den vil styrke os i den internationale konkurrence med de nye fremvoksende økonomier. Den vil skabe job, sikre lavere priser og øge indkomsten. Til gavn for den danske lønmodtager og for vores velfærdssamfund. Men det bliver ikke på bekostning af vores høje standarder for velfærd, sundhed, miljø og arbejdstagerrettigheder.

Write html text here