Spring til indhold

25 år efter Murens fald skal resten af Østeuropa have ny chance

Kronik af udenrigsminister Martin Lidegaard i Jyllands-Posten den 10. november 2014.

 I dag rejser jeg til Ukraine for fjerde gang på bare otte måneder. Hvad der syntes utænkeligt efter murens fald for præcis 25 år siden, er igen blevet til virkelighed: En blodig territorial konflikt på europæisk jord, der truer stabiliteten i vores nærområde. Det må og skal give anledning til grundlæggende udenrigspolitiske overvejelser. Hvad lærte vi af murens fald og de efterfølgende 25 år, og hvad kan vi bruge det til i den aktuelle krise?
 
Lad mig starte med historien. Murens fald havde mange årsager og mange fædre og mødre. Tusinder af mennesker, der med livet som indsats kæmpede for fred og frihed i deres egne lande. Og et våbenkapløb der tog pusten af sovjetisk økonomi. Men i min optik var og blev den afgørende faktor, at den samfundsmodel, som de kommunistiske lande blev bygget over, i længden ikke kunne holde. Hverken økonomisk, demokratisk eller kulturelt. Befolkningerne i øst kunne med stigende utilfredshed se naboerne i EU - lige på den anden side af muren - udvikle deres velstand, deres demokrati og deres kultur, mens deres egne lande stod stille. Kontrasten blev for stor, idiotien for synlig, og presset endeligt for stort. Vinduet i muren med udsigt til en samfundsmodel, der i et og alt bare var bedre - omend ikke perfekt - blev den afgørende faktor.
 
I de sidste 25 år har EU så kunnet bryste sig af den vel sagtens største geopolitiske succes i verdenshistorien: Elleve østeuropæiske lande har tilsluttet sig EU’s økonomiske og politiske projekt. Ikke på grund af tvang, trusler eller invasion. Men simpelthen fordi befolkningerne i de elleve lande ville det. Nuvel, EU er stadig langt fra perfekt, og de mange nye lande har også ført udfordringer med sig. Men på 25 årsdagen for murens fald må den afgørende konklusion være: Det lykkedes!! Demokratiet, velstanden og friheden vandt, og det var EU og dets medlemsstater som rollemodel, der blev sejrherren.
 
Denne lære mener jeg bør definere vores strategi over for Rusland og Ukraine under den igangværende krise. Jeg mener ikke historien gentager sig, og at vi nu står midt i en ny kold krig - alene af den grund, at Rusland i dag står alene og er integreret i den globale liberale verdensøkonomi. Men jeg er til gengæld overbevist om, at det præcis er ukrainernes higen efter den europæiske samfundsmodel, der udgør Putins egentlige problem. Det gælder på alle niveauer.  Demokratisk er der seriøse problemer med både medier, uafhængige domstole og politisk decentralisering i både Rusland og Ukraine. Økonomisk er sammenblandingen mellem politik og økonomi stadig langt mere dominerende i Rusland - og Ukraine - end i EU’s liberale markeder. Tænk bare på oligarkerne eller energisektoren, der spiller en nøglerolle for økonomien, men også er omdrejningspunktet for omfattende korruption og magtmisbrug i begge lande. EU vil også i Ukraine være en motor for reformer, der kan afhjælpe mange af disse problemer og afhængigheder. Dette er Putins egentlige problem. Tabet af magt og indflydelse, mere end tabet af territorialt råderum, selvom de to ting selvfølgelig er ekstremt tæt forbundet, især når det handler om Ukraine og ikke mindst Krim med ressourcerne i Sortehavet. 
 
Vores mål må derfor være både at stå fast på ukrainernes og de øvrige østlige naboers ret til selv at vælge deres fremtid og dermed udvide antallet af demokratiske og socialt stabile stater i vores nærområde. Samtidig med at de skal kunne handle med både EU og Rusland og vi skal undgå en eskalerende og ukontrollabel konflikt med Rusland.
 
Derfor bør vi støtte Ukraine massivt med at gennemføre de svære reformer, der skal føre landet gennem samme transformation som andre østeuropæiske lande. Det gælder fagligt og teknisk, fx inden for energiområdet, hvor der er brug for at gennemføre en "extreme makeover" af hele sektoren i retning af en mere effektiv, uafhængig, grøn og demokratisk energiforsyning. Og det gælder politisk, hvor landets demokratiske kræfter har brug for et gevaldigt rygstød fra vores side, både i form af hjælp og en stor gulerod, når reformerne er gennemført. For EU’s nye lande var denne gulerod et egentligt medlemskab af EU. Det ser jeg gerne på lang sigt for både Ukraine, Georgien og Moldova, men der er lang vej til landene – og EU - er der. 
 
I stedet må vi se på, hvordan landene kan samarbejde tættere med EU, for eksempel inspireret af nogle af de områder, som lande som Norge og Island samarbejder med EU på – et ”øst EØS light”. Men med de nødvendige hensyn til de nye landes særlige forhold, herunder relationen til Rusland. Måske kunne en sådan model oven i købet i den bedste af alle verdener bidrage til at finde en løsning med Rusland og få stabiliseret den nuværende krise. Dette er ikke i modstrid med en håndfast manifestation af dansk militær solidaritet med de baltiske lande og Polen, som vi allerede gør. Rusland skal vide, at der går en helt særlig grænse ved NATO.

Jeg mener, Danmark skal spille en aktiv og ledende rolle, både i udviklingen af en ny energisektor i de samme lande, med reformer generelt og ved område for område at trække landene tættere på EU. Vi er nok det dygtigste land i verden, når det handler om energi, og vi spillede en ledende rolle, da de baltiske stater skulle finde deres ben for 25 år siden.
 
Vi skal drive dette i EU. Det skal vi gøre, fordi det er vores nærområde, og dér hvor danske interesser er størst og flest. Læren af de sidste 25 år er, at vi forbedrer både vores egen sikkerhed og velstand ved at hjælpe i vores nærområde med fredelige, politiske og økonomiske midler. Danmark er klar. Det bliver mit budskab til Kiev i dag.