Spring til indhold

Dansk udenrigspolitik handler om mennesker

Udenrigsministerens tale ved arrangement hos Dansk Udenrigspolitisk Selskab og Berlingske Tidende den 23. januar 2015.

"" 

DET TALTE ORD GÆLDER.

Kære Michael, kære Udenrigspolitisk Selskab, kære Lisbeth og Berlingske, kære tilhørere.

Tak for invitationen. Jeg er glad for, at vi nu har startet en tradition med en årlig tale om status og pejlemærker for dansk udenrigspolitik og Danmarks rolle i verden. Jeg glæder mig allerede til igen at stå her til næste år som Danmarks udenrigsminister…

2014 var et voldsomt år. Jeg kan ikke mindes et år i den nyere verdenshistorie, hvor verden kæmpede med så mange og så dybe konflikter. Det var et humanitært rædselsår og et svært år for de internationale spilleregler, menneskerettigheder og universelle værdier. Konflikten i Ukraine og fremvæksten af en hidtil uset voldelig ekstremisme var og er definerende begivenheder for den globale udvikling den kommende tid. Læg dertil ebola og talrige væbnede konflikter på det afrikanske kontinent og i Gaza.

Også det nye år startede skidt. Med ufattelige og grusomme angreb på uskyldige mennesker i Paris, Nigeria og andre steder. Angrebet i Paris var også et angreb på vores værdier, ikke mindst ytringsfriheden. Og det kommer til at præge 2015.

Efter så voldsomt et år er der grund til at analysere, om vores udenrigspolitiske visioner, mål og prioriteter holder vand. Og om vores udenrigspolitiske værktøjskasse er stor nok og har de rette værktøjer.

Sammen med handels- og udviklingsministeren fremlagde jeg i december sidste år vores visioner for Danmarks udenrigspolitik i fremtiden. Visionerne fulgte i kølvandet på tre måneders god debat.

I visionspapiret fastlagde vi tre klare pejlemærker for Danmarks udenrigspolitik: Dansk udenrigspolitik skal styrke vores sikkerhed, øge vores vel-stand og fremme vores værdier - til gavn for os selv og for at bidrage til en bedre verden. Samtidig gjorde vi det klart, at det tværgående redskab for fremtidens bilaterale udenrigspolitik i vores øjne burde være myndigheds-samarbejde – altså at vi kommer ind i maskinrummet i udvalgte lande og påvirker deres strategiske valg af samfundsmodeller med danske løsninger og erfaringer på en række sektorområder.

Samlet set er det en vision med et mere klart fokus på danske interesser - samtidig med at vi vil gøre en forskel ude omkring i verden. De to ting hænger sammen.

Efter at have set på verdens gang i 2014, er det grundlæggende min klare vurdering, at vores udenrigspolitiske visioner og mål holder.

Vores sikkerhed er ingen selvfølge. Det viser både konflikten i Ukraine og kampen mod terror og voldelig ekstremisme. Men konflikterne er også eksempler på, at vi kommer til at kæmpe for vores værdier i en verden, hvor EU bliver relativt mindre, både målt på indbyggere og på økonomi, ligesom vi kommer til at kæmpe for vores velstand. Vores tre udenrigspolitiske mål er altså mere relevante end nogensinde. Og de bliver ikke opfyldt af sig selv.

Men hvad så med værktøjskassen? Også her er vi på rette spor.

Mange af kriserne i 2014 har igen understreget styrken af og behovet for blandt andet vores transatlantiske alliance. Og hvor afgørende det er at arbejde sammen multilateralt i organisationer som EU, NATO, FN og OSCE. Diplomati og samtænkning er ikke blevet mindre vigtigt.

Bilateralt har myndighedssamarbejdet indtil nu både givet Danmark en unik adgang til at påvirke f.eks. Kinas langsigtede energipolitik og været med til at sætte fokus på danske løsninger og produkter. Men jeg mener også, at vores sektorsamarbejder med udvalgte, vigtige lande styrker Danmarks udenrigspolitiske indflydelse og Danmark som udenrigspolitisk aktør.

Derfor skal vi blive ved med at være aktive de steder og på de emner, hvor vi er en aktør, og hvor vi gør den største forskel. Det er i vores interesse at sætte fingeraftryk på den eksplosive globale udvikling. Vi må og skal spille en aktiv rolle, for Danmark og Europa har ikke råd til at lukke sig om sig selv.

Vores vision holder altså. Men 2014 gav samtidig nye perspektiver på dansk udenrigspolitik. Man kan sige, at udviklingen i verden omkring os har været så voldsom og har krævet så bredspektrede indsatser, at det mere end nogensinde står klart, at udenrigspolitikken ikke varetages af Udenrigsministeriet alene.

2014 har kastet et nyt lys på aktørerne i dansk udenrigspolitik og gjort det meget tydeligt, at mange flere danskere i dag tager aktiv del i vores udenrigspolitik, både direkte og indirekte. Politikere, embedsmænd, diplomater, soldater, græsrødder, udviklingseksperter, nødhjælpsarbejdere, virksomheder, fonde, forskere og interesseorganisationer. Alle gør de en aktiv indsats for Danmark i udlandet, og alle bidrager de til at styrke og dyrke Danmarks renommé og indflydelse i verden.

Det gælder energieksperten Kåre med rygsækken, som vi har placeret i det kinesiske energiministerium, og som hjælper Kina med at lave deres kommende energipolitik. Det gælder sygeplejersken Kirsten, der modigt tager til Vestafrika for at bekæmpe ebola. Det gælder OSCE-observatøren, der overvåger paramilitære bevægelser og propaganda i det østlige Ukraine. Men også diplomaten, der skaber udvikling under vanskelige vilkår i Afghanistan eller Somalia, virksomhedslederen, der sælger grøn teknologi og fødevarer på vækstmarkederne, og den danske kaptajn, der var med til at få de kemiske våben ud af Syrien.

2014 viste, at Danmarks udenrigspolitik bygger på mennesker og på de værdier og erfaringer, de tager med ud i verden. Danskere der arbejder, bor eller studerer rundt omkring i verden kommer med baggrund i vores historie, demokrati og samfundsindretning. Og det er vores måske allerstørste udenrigspolitiske aktiv – et aktiv vi skal bruge endnu mere.

Danmarks – og andre landes – forsvar gjorde en kæmpe forskel i 2014. Som de længe har gjort og fortsat vil gøre. Overalt hvor jeg kommer, møder jeg stor respekt for den indsats, som det danske forsvar gør. Der er grund til at være taknemmelig over og stolt af forsvarets mænd og kvinder.

Men de står ikke alene, og deres indsats kan ikke stå alene. Militære interventioner kan være nødvendige og blev nødvendig i Irak, men de udgør ikke nogen løsning i sig selv - også selvom automatreaktionen i den politiske debat og nyhedsbilledet i en krisesituation alt for ofte er, at kun det hårdeste fra værktøjskassen - skibe, fly og kamptropper – gør en forskel.

Men når freden skal vindes, er det altid de civile indsatser og dermed de civile aktører, der bliver afgørende for at skabe varige løsninger og komme videre under og efter konflikter. Og det er danske civile helte, der hjælper andre civile helte til at gøre en forskel. Også selvom de måske er mindre synlige og sexede end vores gode militære indsatser.

De stærkeste billeder på min nethinde fra 2014 er fra Libanon, hvor jeg mødte tre syriske oppositionskvinder, der havde organiseret et kvindenet-værk inde i Syrien i de områder der kontrolleres af ISIL. Eller den modige politichef fra Aleppo. Eller i Ukraine, hvor aktivister og demonstranter fra Maidan gjorde et uudsletteligt indtryk, efter jeg havde besøgt pladsen, som stadig lignede en krigszone og lugtede af røg og brændte dæk – men som nu var helt stille med blomster og altre overalt. I København mødtes jeg med nyvalgte kvindelige parlamentarikere fra Tunesien, hvor 31 procent af det nyvalgte parlament består af kvinder. Og jeg tabte mit hjerte til en lille syrisk pige og hendes familie i en garage i der nordlige Tyrkiet. De møder gav alle håb, fordi fremtiden bygger på sådanne civile helte. I Syrien, i Ukraine, i Tunesien.

Alle disse mennesker havde mødt Danmark gennem danskere, der yder en kæmpe indsats i en kaotisk verden. Og det er en kæmpe styrke for Danmark og for vores udenrigspolitik, at vi har så mange typer af indsatser og så mange heroiske aktører, og at de kan spille sammen. Det betyder dels, at vores udenrigspolitik bliver rodfæstet i det danske samfund, dels at vi gen-nem vores samspil viser, at vi er et stærkt samfund. På den måde får vi en respekt og en indflydelse, som vi ellers ikke ville kunne få som lille land.

Derfor er denne tale tilegnet de mange danske helte, civile såvel som militære, private såvel som offentlige, synlige såvel som diskrete, der gør dansk udenrigspolitik til det, som den er. Jeg er overbevist om, at den vigtigste lære fra 2014 er, at jo bedre vi kan få alle vores aktører til at spille sammen, jo stærkere en udenrigspolitik får vi. Dermed bliver Udenrigsministeriets opgave at skabe ejerskab hos alle aktører til den fælles politik og skabe så godt et samspil som muligt mellem vores indsatser og aktører.

Hvad får da det voldsomme år 2014 og den bredere kreds af udenrigspolitiske aktører af betydning for dansk udenrigspolitik og vores prioriteter i 2015? Det vil jeg give mit bud på her. Jeg vil fokusere på Ukraine, kampen mod ekstremisme, klima- og energi, Arktis og EU.

Min ene hovedprioritet i år bliver naboerne i øst. For Danmark og for EU er det afgørende at presse på for fremskridt i Ukraine og et forhåbentligt bedre forhold til Rusland. Det er også vigtigt for vores økonomi. EU’s politik har hidtil ramt den rette balance, og den støtter regeringen og jeg fortsat. Tænk et øjeblik på hvilket enestående sammenhold EU har udvist. 16 gange i 2014 har 28 lande stået fast på sanktioner – også selvom det har haft konsekvenser for os selv. Samtidig har vi robust støttet vores østlige naboer og allierede i Baltikum gennem NATO og bilateralt.

I 2015 vil de danske indsatser involvere en række områder og en bred vifte af danske aktører. Vi skal udmønte vores samarbejde med Ukraine om at omlægge deres energipolitik gennem blandt andet et nyt energicenter. Det gør vi sammen med Klima- og Energiministeriet og det kommer også til at involvere danske virksomheder og investorer. Energipolitikken er et kerneområde for at styrke det nye Ukraine.

Politisk og diplomatisk fokuserer vi på at støtte frie medier og bekæmpe den russiske propaganda som svar på Ruslands hybridkrig. Det er blandt andet en prioritet for det danske formandskab i Nordisk Ministerråd og i det nordisk-baltiske samarbejde i år, ligesom vi sammen med en lille kreds af ligesindede lande har spillet en række forslag ind til EU.

Endeligt støtter vi også Ukraines politiske reformer og kontakter mellem folk i de østlige nabolande og Danmark. Det skal vi for at bringe landene og deres befolkninger tættere på os. I de indsatser involverer vi danske retsstatseksperter og forskellige dele af civilsamfundet.

En anden hovedprioritet er kampen mod ISIL og voldelig ekstremisme. Vi vil fortsætte det militære engagement og træningsindsatsen som del af den meget brede internationale alliance. Den militære indsats har betydet meget, men der er lang vej endnu. Og diplomatisk skal den suppleres af en politisk indsats for at sikre et inklusivt Irak og pres på for at skabe en politisk løsning i Syrien. Her støtter Danmark fuldt ud FN’s bestræbelser.

Noget af det vigtigste i 2015 bliver at styrke arbejdet med at forebygge ekstremisme og stoppe tilgangen af foreign fighters – for regionens skyld og for vores. Det kommer til at kræve diplomatiske alliancer mellem EU og Mellemøsten og den nordlige del af Afrika og medspil fra mange forskellige aktører. EU må udbygge støtten til politiarbejde, uddannelse og forbedre de socioøkonomiske forhold i vores nærområde. Det er her helt afgørende at involvere civilsamfundet både i Europa og i vores nærområde. Det gælder også i vores massive humanitære engagement.

Danmarks indsats omfatter både myndigheder og civile aktører. I 2015 vil vores fokus blandt andet være på at omsætte handlingsplanen mod radikalisering, forberede et nyt program for den civile støtte til Syriens moderate opposition og styrke den ikke-militære del af kampen mod ISIL. Vi vil også se på, om vi kan udbrede de gode erfaringer Danmark har med at bekæmpe hvidvaskning og terrorfinansiering fra Afrikas Horn.

Resten af Mellemøsten vil også være i fokus i 2015. Der er massive flygtningestrømme, Libyen går den forkerte vej, situationen i Gaza er håbløs og der er ingen udsigt til fred mellem israelere og palæstinensere. Det er vigtigt, at EU i 2015 er klar til at spille en større rolle, hvis USA’s anstrengelser ikke fører nogle vegne.

Jeg har muligvis sagt dette før, men 2015 bliver et afgørende år for kampen for klima og grøn omstilling. I en verden med store økonomiske udfordringer og faldende oliepriser er det mange steder fristende at bruge mere olie og færre kræfter på grøn energi. Vi der kæmper for den nødvendige grønne omstilling bliver nødt til at gøre det endnu mere i 2015 – og arbejde endnu hårdere for at sikre et godt resultat på COP21 i Paris. Det gælder regeringer, græsrødder, akademikere, virksomhedsledere og andre meningsdannere.

I det bilaterale spor vil regeringen arbejde for at udmønte satsningen på myndighedssamarbejde og udsende op mod 20 vækstrådgivere. Det gør vi i tæt samarbejde med de øvrige ministerier. Grøn omstilling er nok hoved-fokus i myndighedssamarbejdet, f.eks. energisamarbejdet med Kina og grøn urbanisering i Tyrkiet. Men vi samarbejder også om fødevarer med Colombia, sundhed med Brasilien og arbejdsmiljø med Bangladesh.

Danske virksomheder er gode ambassadører for grøn omstilling og en helt nødvendig del af myndighedssamarbejdet i bredere forstand. Det arbejde støtter regeringen i 2015 gennem en satsning på økonomisk diplomati.

Samtidig fører regeringen også et aktivt klimadiplomati op til COP21 med fokus på blandt andet at skabe en nord-syd alliance. Vi vil også fortsat arbejde for ambitiøs grøn omstilling bilateralt og i EU. Den politiske indsats hænger også sammen med vores indsats for energisikkerhed og konfliktforebyggelse.

Arktis er en fjerde prioritet. Som jeg sagde tidligere denne uge i Tromsø, så er internationalt samarbejde om Arktis ikke en valgmulighed men en nødvendighed. Derfor vil regeringen også i 2015 aktivt påvirke samarbejdet om Arktis i samspil med Grønland og Færøerne. Det gælder ikke mindst overfor det kommende amerikanske formandskab for Arktis Råd.

Forvaltning eller ”governance” i Arktis er et kerneområde. Det er en prioritet for Danmark at sikre, at Arktis fortsat bliver et lavspændingsområde, hvor vi engagerer de arktiske stater fredeligt. Det gælder også Rusland, hvor vi uanset uenighederne om Ukraine fortsat samarbejder fredeligt om Arktis, som vi tidligere har aftalt med hinanden. Jeg vil desuden arbejde for at engagere EU mere i Arktis.

Samtidig vil jeg gerne, i samarbejde med alle interesserede aktører, sætte en positiv politisk-økonomisk dagsorden for Rigsfællesskabet. Vi må finde nye og bedre veje til at sikre de arktiske folk økonomisk udvikling med fuld respekt for natur og miljø. Arktis er en region i forandring og vi er nødt til at tænke nyt. Vi har brug for både forskere, virksomheder og civilsamfundet, hvis vi skal sikre en god udvikling i Arktis.

Til sidst vil jeg fremhæve EU, som et område hvor vi virkelig skal få danske kompetencer og aktører til at spille sammen i 2015.
Mange af de vigtigste udfordringer, som jeg har skitseret i dag, involverer EU og kræver både danske og europæiske svar. De nye institutioner er startet godt og har sat nogle ambitiøse skibe i søen på vækst, energi og et slankere EU. Det skal vi aktivt påvirke med vores velkendte prioriteter. Allianceskabelse og danske fingeraftryk fra alle dele af samfundet er afgørende for at fremme Danmarks europapolitik.

Samtidig er det også i år, at vi for alvor skal løbe debatten om omdannelsen af retsforbeholdet i gang. Det har længe stået klart, at det er til skade for Danmark at stå udenfor politisamarbejdet, og de tragiske hændelser i Paris har kun understreget det. Populært sagt gavner retsforbeholdet kun forbryderne. Men vi må også diskutere, hvad der er bedst for Danmark og danskerne i de andre dele af rets-samarbejdet i EU. Jeg glæder mig til for alvor at skulle ud og tale om et emne, der ligger mit hjerte nær, og vil opfordre alle til at deltage aktivt. Danmarks EU-politik bæres af stort set alle danskere – regeringen og de politiske partier, diplomati, interesseorganisationerne, virksomheder og mange andre.

Danmarks udenrigspolitik handler først som sidst om at fremme danske interesser og bidrage til sikkerhed, velstand og værdier. Men den handler også om mennesker. Om danskere, der har noget at byde på og som ønsker at gøre en forskel - og som gør Danmark til en efterspurgt partner for både vores nærmeste allierede, for vækstlande og lande på vej op.

Det skal vi bygge videre på – i verdens brændpunkter men ikke mindst i det løbende arbejde og det seje, lange træk. Danmarks vigtigste udenrigspolitiske indsatser foregår i virkeligheden mellem og udenfor de store kriser. I vores udviklingsbistand, i vores indsatser i skrøbelige stater, i vores grønne politik, i vores pragmatiske men klare tilgang til at fremme menneskerettigheder, i vores aktive politik i Arktis, i vores samarbejde med danske virksomheder. Og meget mere.

Vi skal hele tiden være på forkant for at få indflydelse og fremme danske interesser. I den hidsige globale konkurrence skal vi blive endnu bedre til at prioritere. Til at sætte vores kompetencer i spil. Og til at sætte fokus på de mennesker, der hver dag bidrager til dansk udenrigspolitik. De er vores største udenrigspolitiske aktiv.

Udviklingen i verden i disse år understreger, at udenrigspolitik er blevet alt for stort til, at den kan varetages af diplomater alene. Dansk udenrigspolitik er nødt til at være rodfæstet i Folketinget, i centraladministrationen og bredt i det danske samfund. Det er vigtigt for mig at række ud til og trække på alle udsendte, alle eksperter, alle virksomheder og alle meningsdannere i arbejdet med at fremme danske udenrigspolitiske prioriteter. Tusind tak for jeres indsats. Der bliver nok at gøre i 2015 og jeg håber, vi også kan trække på jer i år. Der er brug for jer!