Spring til indhold

En proaktivistisk udenrigspolitik

Kronik af udenrigsminister Martin Lidegaard. Bragt i Politiken den 15. oktober 2014.

Danmarks skal føre en aktivistisk udenrigspolitik på flere områder end det militære, og vi er forpligtet til at lære af de dyrekøbte erfaringer i Irak, Afghanistan og Libyen

Dansk udenrigspolitik er til debat i disse uger, og det er der gode grunde til. Udover den overordnede debat om ”Danmark i verden”, som Mogens Jensen og jeg selv har sat i gang, kalder verdens store kriser på hurtige og omfattende svar, der kommer til at sætte dybe spor i Danmarks rolle i verden. Det gælder krisen i Ukraine, det gælder utallige kriser i Afrika, og det gælder ikke mindst svaret på den nye og uhyggelige ekstremisme, som ISIL står for i Syrien og Irak.

I denne vigtige debat tegner der sig allerede kendte fronter. Utallige skribenter i Politiken, herunder udenrigsredaktør Michael Jarlner, Carsten Jensen og Søren Friis advarer mod igen at kaste Danmark ud i et nyt militært eventyr: Vi burde have lært lektien, hvorfor så meget populistisk fokus på lige netop militære indsatser, og der er jo aldrig opnået tilfredsstillende resultater ved militær indgriben. Omvendt efterlyser især Venstre med Søren Pind i spidsen betydeligt større fokus på militære indsatser - som her på Pinds blog:

"Læresætningen? At vi aldrig igen skal give os passiviteten i vold. Kaalunds ord om, at stilstand er død er blevet grusomt bekræftet. Det er i stedet tid at spænde bælte."

Hvis nogen skulle være i tvivl.

Debatten er nødvendig og velkommen, men både Pind og skribenterne i Politiken når i mine øjne til de forkerte konklusioner. I nullerne lykkedes det Anders Fogh Rasmussen med skræmmende sans for politisk kommunikation at erobre begrebet "aktivistisk udenrigspolitik", der vistnok første gang blev anvendt af Erik Scavenius i forsvaret for samarbejdspolitikken(!), og at definere det snævert som knyttet til en ny militaristisk defineret udenrigspolitik. Danmark skulle især og altid være med, hvor USA var engageret, og jo mere og jo skarpere, desto bedre. Dermed blev definitionen på Danmarks engagement i verden, hvor meget og hvor hurtigt vi var klar til at bidrage militært. Og nogle gange kan man stadig få det indtryk, at KUN militære indsatser tæller i Venstres udenrigspolitiske bog. Denne tilgang har påvirket dansk udenrigspolitik dramatisk de seneste ti år, og den har også sat sig så fast i andre partiers og mediernes tankegang, at alle andre danske bidrag nærmest ikke regnes med, selvom de ofte både giver både større resultater på jorden og større respekt om Danmark blandt vores partnere. Samtidig må vi konstatere, at Danmarks militære interventioner ikke har været ubetingede succeser.

Krigen i Irak blev aldrig en succes, hvor vi var i nærheden af at vinde freden, selvom vi blev en diktator kvit. Dertil var den vestlige koalition for afhængig af at spille på de mange sekteriske modsætninger i landet. Sunni-befolkningen blev trængt fra magten af det shiitiske flertal, der havde været undertrykt af Saddam Hussein. Vores intervention var aldrig forankret i en egentlig strategi om freden, og slet ikke i en politisk alliance med landene i regionen, der kunne bygges en irakisk fremtid på.

Svært var det også i Afghanistan, hvor behovet for at gribe ind overfor Taliban var åbenlyst, koalitionen større og vigtige nøglelande i regionen taget i ed. Men selv i den situation var evnen til at bygge på de lokale parter som de hovedansvarlige for både at bekrige ekstremismen og sikre freden svær. Den massive tilstedeværelse af vestlige soldater gav ekstremisterne vind i sejlene flere steder, og alt for mange af vores indsatser faldt på gold jord.

Jeg ville stadig stemme for vores indsats i Afghanistan den dag i dag, jeg kunne og kan ikke se et alternativ. Og missionen har ført rigtig mange fremskridt med sig. Men vi skylder os selv og de mange ofre - ikke mindst de danske - at lære af vores erfaringer.

Det samme gælder i Libyen, hvor den militære indsats - denne gang uden tropper på landjorden - var vellykket, mens den politiske opfølgning viste sig uhyre vanskelig, og interne magtkampe har bragt landet i endnu et kaos.

På den baggrund kan man sådan set godt forstå, at Jarlner, Jensen og Friis føler sig fristet til at konkludere, at en ny militær intervention simpelthen ikke nytter noget. Men den konklusion er også for let og er at skøjte alt for hastigt henover de store dilemmaer, som tidens konflikter udfordrer os alle med. For hvad stiller vi op, når vold, terror og ekstremisme, forårsaget af brutale diktatorer, militante islamister eller blodtørstige regimer koster tusindvis af civile ofre? Forsøger vi at gribe ind, også militært, når alle andre midler er udelukkede, vel vidende at vores intervention vil løse nogle problemer, men også skabe andre? Eller lukker vi simpelthen øjnene og begrænser vores bidrag til nødhjælp og andre humanitære indsatser?

I Syrien valgte vi det sidste, og af alle de konflikter og krige, vi har oplevet i verden de sidste ti år, er Syrien måske den største tragedie. 200.000 dræbte, langt de fleste uskyldige civile. Kvinder og børn. 9 millioner mennesker på flugt, uden hjem, uden fremtid, uden de mest basale fornødenheder - og uden udsigt til nogen fred. Det ikke at gribe ind har vist sig også at være et blodigt valg med fatale konsekvenser. I modsætning til Søren Pind og John McCain føler jeg mig ikke overbevist om, at en målrettet militær indgriben tidligt i konflikten kunne have stoppet den - dertil synes de sekteriske modsætninger, Assads indædthed og de regionale stormagters geopolitiske interesser at være for store. I 2013, støttede regeringen det planlagte, men ikke gennemførte, luftangreb fra USA og Frankrig på Assads regime, men det var aldrig en garanti for en mere positiv udvikling. Det er imidlertid svært at forestille sig, at det kunne have udviklet sig værre, end det nu har gjort. Og ligesom jeg ved, at besindige borgerlige politikere også grunder over, hvad man kan lære af Irak-krigen, så bør vi, der senere har forsvaret en ikke-militær linje i Syrien-politikken, selvfølgelig også have format til at se os selv i spejlet. Der kommer sjældent noget konstruktivt ud af kontrafaktisk historieskrivning, men ville situationen have været en anden, hvis vi havde bombet eller bevæbnet?

Min konklusion er: Der findes ingen enkle regler, intet fast mønster for succes, når vi griber ind i verdens konflikter. Vi vil hver gang stå over for uløselige dilemmaer, og vi må være ærlige og sige, at ingen tilgang med sikkerhed kan vinde freden, demokratiet og retfærdigheden. Det er nærmest omvendt. Det er så svært at håndtere vor tids internationale udfordringer, at vi hver gang ærligt må fremlægge vores præmisser og overvejelser, vores håb om resultater og analyser af risici.

For set med mine øjne er det nødvendigt at gribe ind, når en terrororganisation som ISIL farer frem med så stor brutalitet og truer både befolkningen i nærområdet og os selv med en giftig ideologi og total respektløshed over for menneskeliv og de mest basale humanitære værdier. Til gengæld er vi samtidig forbandet forpligtet på at forsøge at lære af vores erfaringer, når vi tilrettelægger vores indsats.

Og lad mig bare sige det lige ud. Jeg tror ikke på en aktivistisk udenrigspolitik i Foghsk forstand. Skal vi løse tidens udenrigspolitiske udfordringer, ikke mindst den omsiggribende trussel fra ekstremisme, tror jeg på en proaktivistisk udenrigspolitik. En proaktivistisk udenrigspolitik bygger på følgende tre principper, der her er beskrevet og eksemplificeret med udgangspunkt i de valg, vi står over for netop nu i forhold til ISIL:

1) Først og fremmest kan militære interventioner aldrig stå alene. Interventionerne kan i yderste konsekvens være nødvendige som del af en samlet løsning, men de er aldrig nok i sig selv. Det gælder i forhold til den enkelte konflikt, hvor ISIL fx ikke vil kunne besejres uden en holistisk indsats, der også angriber organisationens finansiering og ideologiske tiltrækning, samtidig med, at vi ad diplomatisk vej forsøger at skabe fred i de krigsplagede områder, der har skabt det kaos, som organisationen er født ud af.

Men det gælder også i bredere forstand i forhold til den samlede udenrigspolitik. Danmarks vigtigste proaktivistiske udenrigspolitik foregår i virkeligheden imellem og uden for de store og synlige konflikter. I vores ulandsbistand, der bidrager til at skabe den sociale stabilitet, der er vores bedste værn mod ekstremisme. I vores indsatser i de skrøbelige stater på Afrikas Horn, i Vestafrika og i Mellemøsten, hvor vi er anerkendt for at være nogle af de bedste til at bistå regeringerne med at forebygge ny ekstremisme og give unge mennesker et alternativ til en identitet i den yderste ondskab. Det gælder vores grønne klima-, og energipolitik, der bidrager aktivt til at frigøre os og EU fra den håbløse afhængighed af olie og gas fra regimer, som direkte og indirekte er med til at finansiere de ekstremistiske grupper. En afhængighed, der stækker vores udenrigspolitiske handlefrihed. Det gælder vores aktive politik i Arktis, hvor vi forebygger større militære konflikter ved at samle alle kyststater - inklusive Rusland - i en fredelig multilateral ramme. Og meget mere. På alle disse områder er der dyb respekt om Danmarks indsats, og samtidig får vi i øvrigt også ofte store kommercielle fordele ud af vores indsats i form af nye eksportmarkeder. Men vi kan blive endnu bedre til at udnytte vores unikke position til at påvirke de nye vækstøkonomier i deres strategiske valg gennem en mere aktiv og direkte politisk eksport af den danske model inden for uddannelse, arbejdsmarked, grøn energi mm. Vi skal også igennem disse indsatser bidrage til en mere stabil og bæredygtig udvikling. Det er kernen og omdrejningspunktet i den proaktivistiske udenrigspolitik - både i stormens øje, når den enkelte konflikt opstår, og i den strategiske og langsigtede udenrigspolitiske tænkning.

2) Hvis et militært indgreb forekommer uafvendeligt, bør det altid ske med så bred en koalition som muligt og med afgørende vægt på at få forpligtet de lande - typisk i regionen - der har økonomiske, militære, religiøse eller magtpolitiske aktier i konflikten. I Irak er det således helt afgørende, at det faktisk er lykkedes at danne en koalition med 50 lande, herunder elleve sunnimuslimske lande fra regionen. Men de mellem- og langsigtede mål nås først, hvis vi også får den shiamuslimske stormagt Iran med. Netop fordi alle de regionale stormagter har været en del af problemet, må de nødvendigvis også være en del af løsningen. Kun gennem så bred en koalition er det muligt at vinde freden efterfølgende og at kunne opretholde den. Det kræver en svær diplomatisk balancegang, hvor vi søger dialog med regimer, som vi samtidig ønsker at udfordre på deres opfattelse af demokrati og menneskerettigheder. Men det er en helt nødvendig indsats, som har været sørgeligt fraværende især i den tidligere Irak krig. Stærkest står man selvfølgelig, hvis man kan få hele verdenssamfundet bag en strategi, og det folkeretlige grundlag skal naturligvis være på plads.

3) Endelig bør det altid stå klart, hvad formålet og succeskriteriet for den militære intervention er. I den nuværende situation er det umiddelbare mål i Irak at bistå den irakiske regering med at befri de besatte områder, komme de internt fordrevne til undsætning og beskytte civilbefolkningen. Det vil samtidig kunne reducere terrortruslen mod os selv ved at undergrave de ekstremistiske gruppers muligheder for at planlægge angreb på Vesten, ligesom det udgør forudsætningen for en række tiltrængte politiske løsninger i regionen. Det gælder ikke mindst en ny irakisk regering, der kan bygge en ansvarsbevidst og legitim stat for alle grupper af irakere og er i stand til at forsvare sig mod ekstremisterne. Hvilket indirekte også kan bidrage til en tiltrængt fred i Syrien, som igen er afgørende for fremover at kunne forebygge selve ekstremismen og muligheden for at udøve den.

>>

Jeg medgiver, at heller ikke disse tre principper altid kan sikre, at vi når vores politiske mål. Men jeg er overbevist om, at de vil øge sandsynligheden betragteligt. Og netop derfor er de tre principper også regeringens rettesnor i opbygningen af den nye internationale koalition mod ISIL - heldigvis med stor opbakning fra de andre lande i koalitionen, ikke mindst USA. Jeg nægter, at dansk udenrigspolitik skal forfalde til den ulidelige lethed enten af at bekende sig til militære løsninger som det eneste virkeligt virkningsfulde og betydningsfulde instrument - hvilket det beviseligt ikke er - eller den enkle læresætning, at der aldrig bør gribes militært ind. De smertelige erfaringer fortæller os, at et fravalg af militære midler også kan være et blodigt valg, og de trusler som fjerne lande oplever nu, kan om kort tid blive vores egne, hvis vi ikke griber ind.

Ej heller giver det mening at tolke ethvert militært engagement som en ukritisk nejen for USA på bekostning af en mindre europæisk politik. I realpolitikkens verden forstørrer vores nære relationer til Washington vores indflydelse i det EU, der er Danmarks største mulighed for indflydelse i og på verden – ligesom vores centrale placering i EU gør os mere interessante i Washington. Under alle omstændigheder er de udenrigspolitiske valg først og fremmest vores egne, selvom de - selvfølgelig - altid tager hensyn til verden omkring os.

Vores udenrigspolitiske valg i disse år er svære og komplekse. Vi skylder den danske befolkning, vores soldater og vores allierede at dele vores tvivl, vores overvejelser og vores forventninger. Ikke fordi de skal sløre, forsinke eller svække vores handlekraft, men fordi netop debat og transparens er nerven i vores demokrati. Og i vores indsats. Det siges, at det bedste ved demokratier er, at de er så håbløse til at føre krig, og det er der noget om. Men den svaghed kan vendes til en styrke, hvis vores proaktivistiske valg altid bygger på en ærlig analyse og et politisk valg, der kan efterstræbes og evalueres og dermed blive stedse bedre.

Det er derfor, ægte demokratier altid ender med at vinde.

Write html text here