Spring til indhold

Udenrigsministerens tale ved debat arrangement på DIIS om regeringens Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Strategi 2019-2020, den 3. december 2018

Det talte ord gælder

Tak for invitationen. Jeg har glædet mig til at være her i dag og debattere strategien med jer. Det er jo en strategi, der er blevet til med input fra mange – også forskere her fra DIIS. Så tak for jeres indspil. 

I morgen rejser jeg til Bruxelles for at mødes med mine NATO-kolleger. Vi har en fuld dagsorden. Noget af det der kommer til at fylde, er situationen i det Azovske hav, hvor Rusland som bekendt i sidste uge spærrede Kerch-strædet, skød og sårede flere ukrainere, konfiskerede ukrainske fartøjer og tilbageholdt ukrainske sømænd. Det er blot det seneste eksempel på Ruslands aggressive fremfærd over for Ukraine. Det nye er, at brugen af militær magt og brud på Ukraines territoriale integritet nu sker i det åbne. 
Vi skal også drøfte nedrustning og våbenkontrol. Helt konkret skal vi tage stilling til, hvordan vi håndterer, at Rusland igennem årevis har krænket INF-traktaten, som siden Den Kolde Krig har betydet, at Europa har været fri for mellemdistance-missiler. Det er et godt eksempel på, at Rusland i stigende grad nægter at følge de fælles aftaler og normer, som ellers har skabt tryghed i Europa.
Og så skal vi have en strategisk drøftelse af den sikkerhedspolitiske situation – hvad betyder den russiske adfærd for NATO, og hvordan styrker vi den transatlantiske alliance i den nuværende situation?
Der er vist ingen, der kan være i tvivl om, at sikkerhedssituationen i Europa er meget udfordrende. Hvis vi tænker tilbage til 2011, hvor Løkke bød Putin på en øl i Tivoli, tror jeg ikke, at mange havde forestillet sig, at vi i dag skulle stå i en situation, hvor Rusland igen udgør en så alvorlig sikkerhedstrussel.
Det viser bare, at verden forandrer sig hurtigt og bliver mere uforudsigelig. For et par år siden var der næppe heller nogen der havde forestillet sig, at Storbritannien skulle forlade EU. Selvom Theresa May og lederne af EU27 er blevet enige om Brexit-aftalen, så står det hen i det uvisse, hvordan det britiske parlament vil stemme om otte dage. Det bliver - desværre - ret spændende.
En fællesnævner for udfordringerne er, at det regelbaserede samarbejde er i krise. Den dybeste krise siden Den Kolde Krig, vil jeg hævde. Der er meget på spil. Det gælder de fælles internationale spilleregler, der sikrer, at de store i skolegården ikke kan tryne de små. At det kompas, som verdenssamfundet navigerer efter, er pejlet efter frihed, menneskerettigheder og demokrati.
Presset kommer fra flere kanter og har forskellig karakter. Alene i år har vi oplevet helt uacceptable brud på basal international lov og ret med attentatforsøget på Skripal i Storbritannien, mordet på Kashoggi i Istanbul og senest de iranske attentatplaner i Danmark.
Og herhjemme bliver offentlige institutioner, danske virksomheder og den danske stat i stigende grad udsat for cyberangreb fra både statslige og ikke-statslige aktører. Det er skræmmende og kalder på handling.
Samtidig oplever vi et USA under Trump, der i stigende grad stiller spørgsmålstegn ved den verdensorden, som amerikanerne selv har været med til at opbygge og nydt godt af i de forgangne 70 år.
Vi ser et Kina, hvis globale ambitioner og indflydelse vokser. Der findes kun meget få steder tilbage på jorden, hvor Kina ikke har interesser. De ønsker mere at skulle have sagt. Det er forståeligt nok. Men samtidig er det en samfundsmodel, som er anderledes end vores.

Den hurtige udvikling og de mange udfordringer skærper kravene til Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik. Et velfungerende internationalt samarbejde er afgørende, hvis verden skal kunne finde effektive svar på grænseoverskridende problemer som migration, klima og terrorisme. Derfor lægger vi os med strategien entydigt på den side af historien, der handler om at vælge det forpligtende, internationale samarbejde til – og ikke at vende verden ryggen.
Jeg er helt klar over, at en øget dansk indsats ikke bliver en ”game changer.” Det er bestemt heller ikke Danmarks ansvar alene – men det er også vores ansvar. Og derfor skal vi overveje, hvor Danmark kan gøre en særlig forskel hvis vi prioriterer klogt.
Lad mig nævne et par eksempler. På det sikkerhedspolitiske område vil vi styrke FNs konfliktforebyggende arbejde. Og vi afsætter flere midler for at styrke Generalsekretærens vigtige arbejde med reformer af FN.
På det værdipolitiske område vil vi bruge vores plads i FNs Menneskerettighedsråd til at hjælpe civilsamfundet og menneskerettighedsforkæmpere. Og mens vi er der, vil vi også presse på for reformer, der skal sikre et mere effektivt og troværdigt Råd.
Og på handelsområdet vil vi mobilisere private aktører i en alliance for at fremme internationale regler for e-handel. Alliancen skal gå på tværs af Atlanten, så vi får amerikanske aktører med fra start.

Kampen for et stærkt internationalt samarbejde baseret på liberale værdier forudsætter, at vi fastholder USA’s engagement. Amerikansk globalt lederskab er i Danmarks klokkeklare interesse.
Det er ikke det samme, som at vi altid er enige med USA om alting. Vi har ikke lagt skjul på, at vi er bekymrede over administrationens holdning til frihandel, klima og tilbagetrækning fra internationale organisationer – for eksempel Menneskerettighedsrådet.
Men de uenigheder ændrer altså ikke på, at det er helt centralt for Danmark, at USA fortsat er engageret i det internationale samarbejde. Derfor skal vi blive ved med at samarbejde med USA om presserende internationale udfordringer.
Det gælder ikke mindst i forhold til det fortsatte amerikanske engagement i Europa. Derfor øger vi vores bidrag til NATO’s kollektive forsvar i Østersøregionen og vores kapacitet til at deltage i internationale operationer. Og vi styrker Danmarks digitale sikkerhed og vores deltagelse i det internationale samarbejde om cybersikkerhed. Også her tager vi ansvar.
Nu har jeg berørt de to første emner i den nye strategi, så lad mig blot kort knytte et par ord til hvert af de øvrige prioriterede emner.
EU er den afgørende platform for dansk interessevaretagelse i Europa og globalt. Uanset om vi taler om at skabe vækst og beskæftigelse, slås for miljøet eller terrorbekæmpelse. Derfor vil regeringen arbejde for et stærkt, slankt og effektivt EU, som leverer konkrete resultater for borgere og virksomheder, der hvor det giver merværdi.
Et stærkt europæisk sammenhold er vigtigt, når fremmede magter forsøger at øge deres indflydelse. Vi har set, hvordan EU har haft en fælles politik over for Rusland efter den ulovlige annektering af Krim. Og for Danmark har det været vigtigt med en klar europæisk reaktion på Irans attentatplaner her i landet.
Regeringen bakker helhjertet op om, at EU bidrager mere til europæisk sikkerhed. NATO er fortsat garanten for Danmarks sikkerhed. Men der er større forventninger til, at EU selv løser en række udfordringer i den blødere ende af spektret – for eksempel hvor ustabilitet eksporteres til Europa via irregulær migration og terrorisme.
Det er kun godt for Europa – og for Danmark – at de europæiske lande bliver i stand til at løfte flere af Europas sikkerhedsudfordringer på egen hånd. Det er bare en skam, at vores forsvarsforbehold betyder, at vi kun i mindre omfang kan være med.
Derfor har regeringen også sagt meget klart, at vi ønsker at komme af med forsvarsforbeholdet. Men vi har sagt lige så klart, at vi ikke vil fifle med forbeholdet, så længe vi har det.
Først og fremmest skal vi have en oplyst debat om forbeholdet. Derfor har vi bedt DIIS om at stå for en ekstern udredning af betydningen af EUs sikkerheds- og forsvarspolitiske udvikling for Danmark.

Migration er et godt eksempel på et helt konkret område, hvor EU i høj grad har været med til at gøre en forskel. Det er lykkedes at nedbringe antallet af asylansøgere og irregulære migranter, der kommer til Danmark. Vi er nu tilbage til niveauet før migrationskrisen begyndte i 2015. Den udvikling skal fastholdes.
Om en uge vedtages FN’s nye globale compact for migration. Det er ikke en perfekt aftale. Det er det sjældent, når 192 lande skal blive enige. Men det er en vigtig aftale. For vi kan altså ikke løse migrationsudfordringen alene.
Vi kan hjælpe flere flygtninge, når vi hjælper i nærområderne. Vi vil derfor fortsat adressere de grundlæggende årsager til irregulær migration og bidrage til en bæredygtig udvikling ved at skabe vækst, jobs og muligheder i oprindelseslandene.

Globaliseringen og den globale vækst skaber nye muligheder. Vi vil bidrage til, at dansk erhvervsliv får udnyttet de muligheder. Vi vil forsøge at sætte vores præg på den nye digitale verdensorden som er under udvikling. Og vi vil fastholde og udbygge Danmarks position som digital frontløber.
Det er blandt andet derfor, at jeg har taget initiativ til at nedsætte et ekspertpanel for globale vækstmarkeder. For at sikre, at Danmark får fuld gavn af globaliseringens muligheder.

Endelig vil vi arbejde for at fastholde et fredeligt og stabilt Arktis. Det skal ske gennem et fokus på forskning, innovation og en bæredygtig økonomisk udvikling, der tager hensyn til det sårbare arktiske miljø, på tværs af den arktiske region. Men vi skal samtidigt forholde os til udviklingen i de markante og stigende geopolitiske interesser.

Udfordringer er der nok af. Men heldigvis er det ikke kun skidt. For på trods af usikkerhed og udfordringer er verden i dag faktisk et langt bedre sted, end vores oldeforældre kunne have drømt om. Udviklingen i teknologi og kommunikation og den stigende samhandel betyder, at stadig flere mennesker får bedre muligheder. Globaliseringen har løftet millioner ud af fattigdom. Levealderen stiger, børnedødeligheden falder. Den udvikling skal vi aktivt understøtte.
Udenrigs- og sikkerhedspolitik er ikke statisk. Vi skal konstant forholde os til verden omkring os. Og vi skal engagere os og tage ansvar. For kun sådan kan vi sikre, at Danmark også i fremtiden vil være et af de frieste, rigeste og tryggeste samfund på kloden.  
Tak for ordet.