Spring til indhold

Kriseberedskab i Udenrigsministeriet

Nedenfor finder du en liste over de elementer, der indgår i Udenrigsministeriets kriseberedskab. Ved et klik på overskrifterne fremkommer en beskrivelse af det valgte emne.

  
Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind

Udenrigsministeriets kriseberedskab

Udenrigsministeriets kriseberedskab er forankret i kontoret for Bistand og Beredskab (BBB) i Center for Borgerservice og Kommunikation

Kontoret har til opgave at sørge for, at beredskabet både teknisk, logistisk og personalemæssigt kan tages i brug med kort varsel. Således vedligeholdes og opdateres kriseberedskabet, så Udenrigsministeriet altid er i stand til at håndtere en krise i udlandet, hvor mange danskere er involverede.

BBB løser en række forskellige opgaver:

  • Sammensætning og organisering af Udenrigsministeriets udrykningsberedskab.
  • Opbygning og vedligeholdelse af teknisk udstyr, så det kan tages i brug med kort varsel.
  • Ledelse, organisation, undervisning og støtte til medarbejdere i beredskabet under en krise.
  • Kommunikation til borgerne og pressen under en krise.

Herudover deltager medarbejdere fra kontoret i kriseøvelser og træningsaktiviteter.

International operativ stab

Den internationale operative stab danner grundlag for en hurtig og effektiv dansk indsats for at hjælpe danskere ved katastrofer og større ulykker i udlandet

Udrykningsberedskab

Udenrigsministeriet har et stående udrykningsberedskab af erfarne medarbejdere, som med meget kort varsel kan sendes til et kriseområde.

Udrykningshold er i de senere år blevet udsendt flere gange for at bistå danskere i krisesituationer.

Udrykningsberedskabet kan sammensættes fleksibelt afhængigt af ulykken, behovene og forholdene på stedet. Mange opgaver vil skulle løses: For eksempel at skabe overblik over katastrofens omfang, støttefunktioner for ambassadens eller konsulatets medarbejdere, etablering af kommunikation og anden teknisk infrastruktur, eftersøgning af danskere, bistand til danskere i området, samarbejde med lokale og internationale myndigheder og så videre.

Udrykningsberedskabet er udrustet med bl.a. satellittelefoner og IT-udstyr, som gør det muligt at kommunikere med ambassaden og Udenrigsministeriet – også i situationer, hvor infrastruktur og normale kommunikationslinjer kan være brudt sammen.

Øvelser og erfaring i kriseberedskabet

Udenrigsministeriet har erfarne medarbejdere, der medvirker i krisehåndtering

Under en krise skal de medarbejdere, der håndterer de mange hastende opgaver, have de rette kompetencer og erfaringer, der kræves for at arbejde under stærkt pres og under meget vanskelige forhold. BBB afholder i nødvendigt omfang kurser for medarbejderne.

Flere medarbejdere har deltaget i særlige seminarer og krisestyringsøvelser. Der har været afholdt øvelser af og med danske myndigheder, men også sammen med deltagere fra EU's medlemslande og med nordiske partnere.

Opkaldscentral med direkte hotline

Udenrigsministeriet har en opkaldscentral med separate telefonlinjer, så borgere og presse kan få direkte adgang til information under en krise

Under en krise skal borgernes behov for information og rådgivning imødekommes hurtigst muligt. Udenrigsministeriet har til det formål oprettet en opkaldscentral med separate telefonlinjer.

Der er oprettet en hotline til opkaldscentralen, som vil blive kommunikeret via pressen og vil fremgå af forsiden på Udenrigsministeriets hjemmeside. Borgerne har ved opkald til hotline-nummeret direkte adgang til relevant information under en krise.

Selve opkaldscentralen er indrettet med en række arbejdsstationer, hotline-telefoner med hovedtelefoner, så medarbejderne har mulighed for at indtaste oplysninger, medens der tales.

SMS beredskab

Udenrigsministeriet kan anvende sms-beskeder til afsendelse af vigtige informationer til danskere i kriseområder

Under større katastrofer med mange involverede danskere, er det vigtigt hurtigt at kunne danne sig et overblik over situationen. Det er vigtigt at vide, hvor mange danskere, der er berørt og at kunne kommunikere budskaber ud til disse.

En hurtig og ukompliceret måde at kommunikere til et stort antal mennesker på samme tid er igennem tekstbeskeder via mobiltelefoner, som de fleste danskere efterhånden benytter, også under udlandsophold.

Derfor opfordres danske rejsende til at registrere sig på Udenrigsministeriets Danskerliste. Ved brug af det indtastede mobilnummer i registreringen vil ministeriet hurtigt være i stand til at sende sms til alle borgere, der er registreret i et evt. kriseområde, og således cirkulere vigtige meddelelser, såsom sikkerhedsadvarsler og kontaktinformation.

Samtidigt vil man f.eks. ved at opfordre folk til at ringe hjem kunne skabe et bedre overblik over omfanget af berørte og savnede danskere samt behovet for assistance og eftersøgning.

Udenrigsministeriet har også i samarbejde med danske mobiltelefonselskaber mulighed for til ikke-registrerede personer at udsende sms-beskeder til mobiltelefoner med dansk abonnement i det land, der er berørt af krisen.

Udenrigsministeriet får ikke kendskab til, hvem der opholder sig på en given destination i udlandet. Der sendes en tekst til telefonselskabet, som sender teksten videre til de danske mobiltelefoner, der anvendes i det pågældende område.

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind