Spring til indhold

Risiko for pandemi

I tilfælde af et udbrud af pandemisk influenza kan du blive berørt i udlandet, selvom du ikke selv rammes af sygdommen.

Hvis en influenzaepidemi bryder ud, vil det kunne påvirke forholdene, hvor man rejser. Også selvom man i øvrigt ikke er blevet smittet. Der kan f.eks. være rejserestriktioner til bestemte områder.

Rådgivning om sygdomme i udlandet og vaccinationer kan fås hos Statens Serum Institut. På Statens Serums Instituts hjemmeside kan du også finde en oversigt over forekomster og udbrud af sygdomme rundt om i verden. Klik her for at komme direkte til denne oversigt. Se også Fødevarestyrelsens hjemmeside og særskilt hjemmeside om fugleinfluenza.

""
Hvis en influenzaepidemi bryder ud, vil det kunne påvirke forholdene, hvor man rejser.

Der har i de seneste år været tilfælde, hvor fugleinfluenza har smittet mennesker. Der er risiko for, selvom det aldrig er sket, at den sygdom der findes hos fugle kan udvikle sig til en sygdom, der kan smitte fra menneske til menneske. Skulle sygdommen udvikle særlig høj smitsomhed, kan der opstå en global epidemi, en såkaldt pandemi, som i tilfældet med Influenza A (H1N1) i 2009.

Det kan dog ikke på forhånd siges, hvor farlig en sådan influenza vil være, og klassificeringen af en epidemi som pandemi siger ikke noget om farligheden. Udenrigsministeriet og de danske sundhedsmyndigheder er meget opmærksomme på risikoen for og konsekvenserne af en eventuel influenzapandemi - både herhjemme og i udlandet.

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind

Lægebehandling

Kan du regne med passende lægelig behandling, hvis du rammes af en pandemi?

Rejser du inden for EU, Norge, Island, Liechtenstein (EØS) og Schweiz, er du dækket af det blå EU-sygesikringskort.

Du skal være opmærksom på, at EU-sygesikringskortet kan have begrænset dækning.

Du kan se, hvad det blå EU-sygesikringskort dækker på Patientombuddet  og erhverve kortet via offentlige portal Borger.dk

Er du ikke dækket, anbefales du at tegne rejsesygeforsikring og at undersøge hos forsikringsselskabet, hvilken dækning du kan regne med, hvis du bliver ramt af en pandemisk sygdom. Husk, at der kan være steder, hvor det i tilfælde af pandemi ikke er muligt at behandle alle der er ramt af sygdommen.

Beredskab for danskere i udlandet

Hvordan får du hjælp?

Hver enkelt fastboende eller rejsende dansker i udlandet har derfor sammen med sit forsikringsselskab og sit eventuelle rejseselskab selv ansvar for eventuel sygdomsbehandling med udgangspunkt i det lokale sundhedssystem. Du kan altid hente rådgivning på bl.a. hjemmesiden hos Statens Serum Institut.

Hvis en farlig pandemi opstår, vil Udenrigsministeriet gøre, hvad der er muligt for at hjælpe nødstedte danskere i udlandet. Vi vil sammen med sundhedsmyndighederne og andre relevante medlemmer af den Internationale Operative Stab iværksætte og koordinere hjælpeindsatsen for danskere i udlandet. Indsatsen koordineres også internationalt – navnlig mellem de nordiske lande og EU-landene. Det internationale samarbejde finder sted mellem landenes centrale myndigheder og landenes ambassader i de berørte lande.

Mulighederne for at hjælpe afhænger af en række forhold i situationen, f.eks. sygdommens egenskaber og eventuelle restriktioner på at rejse i berørte lande.

I en krisesituation udløst af en pandemisk influenza vil Udenrigsministeriet, ambassaderne og konsulaterne løbende rådgive og informere nødstedte danskere på deres hjemmesider.

Gode råd

Der er en række spørgsmål, du med fordel kan overveje på forhånd

Bør du som fastboende i udlandet sikre dig med forebyggende og behandlende medicin?

Vi anbefaler dig, at du indhenter information fra de lokale sundhedsmyndigheder, f.eks. fra deres hjemmesider eller evt. gennem kontakt til egen læge lokalt.

Danske virksomheder med udsendt personale kan overveje at etablere beredskab for deres medarbejdere. Også her kan de danske sundhedsmyndigheder rådgive.

Kan du som (rask) rejsende regne med at få fremskyndet din hjemtransport eller finansieret et ufrivilligt forlænget ophold i tilfælde af et pandemiudbrud?

Staten iværksætter kun evakuering, hvis der er overhængende fare for liv og helbred. Det vil ikke være tilfældet for de fleste rejsende ved et pandemiudbrud.

Du bør derfor undersøge, hvilke muligheder for transport og finansiering, der følger af aftaler med din rejsearrangør og din forsikringspolice.

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind